Malkavia

Jeg skrev en del digte og andet lyrisk, da jeg var yngre, og jeg kan mærke, at trangen til at udtrykke mig poetisk stadig sidder dybt i mig. Det er bare som om, jeg alt for hurtigt er blevet tørret ud. Som om, jeg har krænget hele min sjæl ud for længst, og nu er der ikke mere tilbage at sige… Hmm… Skrev det her om det i toget:
“Ordene legede skjul i hendes indre. De gemte sig i klamme kælderrum uden lys eller luft samt i alt for tomme, ekko-plagede lokaler fyldt med store bunker af støv og tårer. De tittede frem bag enorme flyttekasser proppede med slidte barndomsminder og erindringer, hun helst ville være foruden, og var hurtige til at stikke af, fulde af latter, når det ind i mellem endelig lykkedes hende at få færten af dem.”

Og skrev et par uger senere det her – sjovt nok også i toget.
Jeg savner og længes. ♥

“Savnet smager sært sødt
- som sort, størknet sæd,
syrlige sukkerstænger,
salte, skraptslebne søm.
Sexede slanger,
som sarte søger stakket sikkerhed sydpå.
Sindssyge!

Savnet svier stærkt skinnende
- som sol(o)opgangen,
skæve, susende super-sanser,
surdejs-skålslikning.
Spredes som steppebrand…
Søg smerten; skat sårbarheden, skat!
Sjælens stopur stopper sørgeligt sjældent.

Sjælefrænder.
Soulmates.
Sindsfæller.
Siamesisk støtte.
Skæbne-sammensmeltede.
Sådan SKAL skabet stå.
Surmulende, skulende, spøgende, søgende Super-Skat,
som skaber sindets smukkeste solsikker.”

Suuuuuk…
Men apropos solsikker: der er stadig blomster i vores gårdhave!!! Jeg fatter ikke, hvordan vores dejlige, hyggelige, lune vicevært formår at holde liv i dem, men det gør han. Og de er så rare at se på. Lige til at blive i godt humør af. Og så dufter de…. Især denne her rose dufter helt specielt fantastisk:

LIGE NU:

Litteratur:
“Johnny Mnemonic og andre historier” – William Gibson.
Spændende, dystert univers præget af håbløshed og spildte drømme. Skæbner, der er anti-helte. Tabere. De her noveller har givet mig lyst til at gå i krig med “Neuromancer”, som jo skulle være den ultimative Gibson-præstation. Men hvad ved jeg… Jeg læser jo bare, hvad der lige falder i min turban.
“Jeg brød mig ikke om at skulle høre på ham, når han fortalte mig, hvor meget han elskede hende, og det gjorde det bare værre, at jeg vidste, han troede på det selv. Han var gammel mester i at tage et hårdt fald og komme sig hurtigt over det, og jeg havde set det ske ti gange før. Han kunne lige så godt have trykt NÆSTE med grønne, selvlysende bogstaver på sine solbriller, sådan som han var parat til at gribe ud efter det første interessante ansigt, der kom glidende forbi bordene nede på Gentleman Loser.
Jeg ved, hvad han gjorde ved dem. Han forvandlede dem til emblemer, segl på kortet over hans svindlerliv, navigationslys som han kunne følge over et hav af barer og neonlys.”

Film:
“Funny Games” – Michael Haneke.
Psykologisk thriller i topklasse. Eller thriller ved jeg egentlig ikke, om jeg vil kalde den – det er ikke sådan, så man sidder og holder sig for øjnene. Man sidder mere og krummer tæer og tænker: “Dét der skete bare ikke lige…!” Ubehagelig, klam, psykopatisk. Helt klart en film, jeg gerne vil se igen engang. Var så begejstret, at jeg også så Haneke’s ældre “Benny’s video”, men den var tam, kedelig og intetsigende. Så se “Funny Games” to gange i stedet. ;)