I am da Cookie monsta

Jeg ku’ ikke dy mig, hungrende sukker-bæst som jeg er, og lavede (samt fortærede, det giver sig selv…) en hel plade chocolate chip cookies her i forgårs. Og de smagte så godt, at de har fortjent en plads i denne blog. Fandt denne her fantastiske og utroligt simple opskrift, som jeg har fordansket for eventuelle engelsk-hæmmede Lulu-blog-læsere :

SPIS MIG
Glade og fro veganer-chokolade småkager, 20-25 stk.

ca. 5 dl. mel
2 spsk. bagepulver
½ tsk. salt
evt. kanel
ca. 100 g. veganske choko-chips/hakket mørk chokolade
ca. 2,5 dl. sukker
ca. 1,25 dl. olie
1 tsk. vaniliesukker
ca. 0,7 dl. vand

Småkagerne bliver aller-bedst, hvis alle ingredienserne har stuetemperatur, men det er ikke et must.

Forvarm ovnen til 170 grader.

Du skal bruge to skåle. I den ene blander du mel, bagepulver, salt, chokolade og evt. kanel og laver en fordybning i midten. I den anden rører du sukker og olie godt sammen, tilsætter vanilie og derefter vand – og blander det godt. Derefter hælder du det våde indhold i den ene skål ned i fordybningen i mel-blandingen i den anden skål. Og bland det, men ikke for meget. Dejen puttes i flade, runde klatter på en bageplade beklædt med bagepapir. Put bagepladen i ovnen på øverste rille og bag i 5 min., hvorefter pladen vendes en halv omgang (180 grader) og sættes nederst i ovnen i yderligere 4 min. Småkagerne er meget bløde, når de tages ud af ovnen, men de bliver chewy-bløde, når de har kølet af. Hvis man godt kan lide tørre og helt sprøde småkager, skal de nok ha’ et par minutter mere i ovnen.

dsc02589

Lige nu:

Poesi:
Jeg civiliserer mig om morgenen” af Kirsten Hammann.

“Jeg civiliserer mig om morgenen
foran spejlet
jeg tager tøj på
jeg rejser mig
jeg er ikke en abe
jeg går på mine fødder
ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad

Det kan bevises: Jeg er en borger
jeg har mine rettigheder
jeg rejser mig og jeg kan tale
det er fuldt ud lovligt
jeg bruger offentligt tilgængelige gloser
jeg kan læne mig og lytte
ikke over bordet med min motorsav
min rædselsfulde larm
og alt for mange kræfter
men over kaffen
de skrøbelige kopper
jeg kan sætte dem fra mig
uden at klirre
og smadre hysterisk
I kan roligt invitere mig
jeg kan spise alle dagens måltider på en pæn måde
jeg bruger kniv og gaffel
og servietten, ikke dugen eller mit ærme
når jeg skal tørre min mund
mine yndige små læber
de er lukkede når jeg tygger
når jeg flænser og afliver
og hader
mest af alt: Jeg er et menneske
Alle kan se det
jeg kan rejse mig
og sige tak for i aften
og på gensyn
og hvor har det været hyggeligt
det er helt normalt
og selvfølgelig skal jeg sove
ikke på gaden med mine hunde
bagfra og i munden
men i min seng
i mit sæbepulver og tørstige bomuld
på ryggen
og som et barn
det er noget jeg har arvet
ligesom udseendet
vi er nødt til at ligne hinanden.”

Wow, hvor jeg synes, det her digt er fuld af kapow. Digtlæsning er subjektivt, vi har ikke alle samme forståelser og følelser tilknyttet samme ord. Men for mig handler “Jeg civiliserer mig om morgenen” om indestængt frustration og vrede over ikke at kunne reagere og handle udenfor normerne, om at føle sig fanget i en usynlig kasse af “sådan-er-det-bare”-regler, om at være meget mere, end hvad Janteloven dikterer – men først og fremmest skriger digtet til mig om at være et LEVENDE, SELVSTÆNDIGT-TÆNKENDE INDIVID. Det minder mig, nu hvor jeg tænker over det, om mit yndlings Erwin Neutzsky Wulff citat fra hans roman “Døden“:
Hvorfor tror ingen på, at Mennesket kommer tilbage?
Men hvordan skulle de kunne ane det?
– De har ikke et hvidt spøgelse mellem ørerne, der spinder stjernemælk. De har ikke en rød kødklump i ribbensburet til at råbe til dem.
– De har ikke en svulmende polyp mellem benene.
Formalin giver andre drømme end hæmoglobin.
Så hvordan skulle de kunne vide det?
For de døde er de levende gravskændere og intet andet.


Orv, hvor kan leg med ord bare være sindssygt og helt ubeskriveligt umuligt smukt, fyldt til randen med betydning og mening. Jeg finder oftest, at det er lettere at formulere, hvad jeg føler (faktisk både højt og i mine private tanker) i poetiske vendinger.
Poesi er sjælens sprog.

I øvrigt:
PJ Harvey, Herrljunga cider (det smager rigtigt godt, hvis man hælder lidt granatæble-saft i cideren) og alle former for veganske deller og bøffer er noget, jeg ikke vil undvære i denne tid. *smækkys*

Mine mærk-men-værdigheder…

Jeg har læst Karins blog og har i et særligt alvorligt anfald af navlepilleri valgt at lege med og anse mig selv som tagget til at fortælle lidt om nogle af mine særeste særheder.

Unspectacular quirks of mine:

1. Jeg har en meget voldsom iddrrr-faktor, når det kommer til cigaretter. Jeg synes bare, det er SÅÅÅ ulækkert. Især skodder – nogle gange kan det være så slemt, at jeg ikke engang kan kigge på et skod uden at holde vejret!!!

2. Jeg er lidt OCD-agtig, I guess. Har en ide om, at jeg SKAL afslutte noget, når jeg er begyndt, hvis det er indenfor rimelighedens grænser (f.eks. læse et kapitel færdigt – det er ofte sådan, at jeg ikke starter på at læse et nyt kapitel, hvis jeg ikke kan være sikker på at nå at fuldføre det i eet stræk).

3. Jeg HADER at få noget at vide om litteratur/film/spil/what ever, som jeg allerede ved, jeg skal ha’ tjekket ud selv. Hvis der kommer en trailer om en film, jeg ved, jeg vil se, når jeg er i biografen, stikker jeg fingrene i ørerne, nynner og lukker øjnene, indtil jeg er sikker på, at traileren er slut.

4. Jeg er perfektionistisk og nogle gange i en næsten sygelig grad. Jeg har det bedst med at forlade mit hjem, hvis alle ting står, hvor de skal.

5. Jeg har noget med at rette stavefejl og grammatiske fejl – jeg kan næsten ikke lade være. Det hænger, nu hvor jeg tænker over det, nok meget sammen med min perfektionisme.

6. Jeg elsker at blive skræmt. Jeg siger endda tak, hvis der er en, der formår at skræmme mig! Det sker desværre ikke så tit – jeg er ikke typen, der hopper i vejret over en høj lyd eller lignende.

otto-frello-01

Lige nu:


I øvrigt:

Billedet oven over er malet af Otto Frello, der er en af de mest spændende kunstnere fra Danmark, jeg kender til. Motivet passer ret godt til endnu en personlig afsløring fra min side af (…når der først kommer hul på bylden… – egentligt et ret ubehageligt udtryk, nu hvor jeg kommer til at tænke over det!). Men. Jeg er noget så nysgerrig. Og jeg har på det sidste ikke kunnet lade være med at læse flere sider af Something Awfuls tråd med anonyme tilståelser dagligt, hvor brugere anonymt fortæller om deres største hemmeligheder, som kan være alt muligt… fra seksuel karakter til forbrydelser eller uetiske handlinger og tanker. Det er lidt en farlig beskæftigelse, for man (jeg!) kan let blive påvirket af, hvor mange sørgelige skæbner, der findes. For ikke at tale om, hvor mange “onde” mennesker, der er i verden. Men omvendt er der ind i mellem også nogle rare hemmeligheder. Og mange, der angrer og fortryder. Og ting, man kan identificere sig med. Hvis man – som jeg – har hang til at snage i andre folks inderste, findes der også andre lignende sider. F.eks. PostSecret, Group Hug og Secret Talk.

Spil:
Sanitarium” af ASC Games. Point-and-click adventure. Det skulle eftersigende være lidt horror-fyldt, men jeg synes slet ikke, det er skræmmende, og jeg anser ellers mig selv som værende ret meget en scaredy-cat, når det kommer til ting, jeg lever mig ind i. Men. Man vågner op på et middelalderligt sindssyge-hospital med hukommelses-tab. Og så handler hele spillet om, hvordan man langsomt stykker den grufulde virkelighed sammen. Det er et ret vellykket adventure-spil, bare ærgeligt, at styringen nogle gange kan være ret kluntet. But… can’t have it all. Meget afvekslende og utroligt nemt det meste af tiden – stort plus, for jeg føler mig altid som sådan en nOOb, når jeg bruger walkthroughs (og jeg har valgt at lade være med at pine mig selv; at bruge dem, når jeg sidder fast, fordi ellers får jeg slet ikke spillet). Jeg synes også, at grafikken det meste af tiden er ret vellykket. Og stemningen generelt.

♥♥♥♥♥♥♥♥/♥ – 8/9-stykker ud af 10.

Litteratur:
Åndernes hus” af Isabel Allende. Man følger fire generationer af stærke, særprægede kvinder i Chile. Jeg kan godt forstå, at den bog er international anerkendt. Den er fyldt af magisk realisme, særlinge, politisk ekstremisme, forbudt kærlighed, hjerteskærende tragedier og bare stoppet med virkeligt gode beskrivelser af personerne i romanen, der gør, at man føler, man kender dem. Nu er jeg ellers ikke specielt til drama – hverken filmisk eller litterært, men… Jeg blev rørt, og jeg slugte den råt. Jeg finder det svært at komme med citater fra bogen, fordi fortællingens stemning fungerer bedst i sin helhed, synes jeg. Men har alligevel valgt et par enkelte stykker ud hist og her, fordi jeg synes, de var meget passende for min veganer-blog. We are not alone. Jeg finder spor af veganisme og dyreret overalt.

Hun billigede heller ikke Barnepigens gode råd om at made hende med komælk, der var spædet op med risvand, for hun konkluderede, at hvis naturen havde ønsket, at mennesket skulle ernæres på den måde, ville den nok have sørget for, at de kvindelige bryster afsondrede den slags produkter.”

“Han var blevet vegetarianer. Han ville hverken have kød, mælk eller æg. Hans føde var som en kanins, og lidt efter lidt kom hans forknytte ansigt til at ligne dette dyrs.”

“Men jeg forklarede ham, at jeg ikke kunne tage af sted, for fjernt fra mit land ville jeg være som træerne, man fælder til jul, disse stakkels grantræer uden rødder, der står et stykke tid og dernæst dør.”
Åh, sådan har jeg det også…. Og det samme med blomster-buketter og den slags. Jeg synes, det er perverst, sørgeligt og unødvendigt.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥ – 10 ud af 10.

Waste is a terrible thing to waste…

Jeg har igen lavet lækker mad uden at tage fotos til min blog. Fy-fy-skamme, jeg ved det godt. Jeg skraldede noget vegansk tærtedej, som jeg brugte til at lave jordskokke-østershatte-seitan-tærte. Og det var ikke svært. Man gør sådan her: Jeg stegte et halvt hakket løg og et par fed hvidløg i olie og tilsatte 4 jordskokker i tern, 3-4 små kartofler i tern, ca. 100 g. seitan i tern og en masse østershatte (det tror jeg da nok, at det var – det er lidt svært, når man skralder grønsager uden varedeklaration… har browset efter købe-svampe, og det er dem, det ligner mest) i tern. Jeg blendede en god håndfuld græskarkerner og lidt mandler med en smule vand, så det blev til en vandet, grødet masse, som jeg tilsatte. Flottede mig og puttede også en spiseske eller to silkentofu i gryden, men det havde jeg slet ikke behøvet. Inden massen blev proppet og lidt presset ned i en tærteform dækket af tærtedejen (sjovt nok at det ikke var omvendt, hva’?), smagte jeg den til med (estragon)eddike, sojasauce, peber og muskatnød. I ovnen med formen i ca. 45 min. ved 170 grader og voilá – vegansk super-luksus tærte, som du med rimelig sikkerhed nok aldrig har smagt den før. Uhm, uhm. Ih, hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke tog et foto af den i de sekunder, den overlevede.

Men. Så er der til gengæld noget andet, jeg har taget fotos af. Mit aller-aller-første skralde-billede, min spæde start som skralde-kunstner. Det er der helt sikkert en fremtid i! ;) Hehe.

#1 – Ælling
(skraldede ugeblade, skraldet stiftlim, “bund” af skotøjsæske-pap og skralde-ramme). Inspirationen er skamløst stjålet fra et foto, jeg fandt på
Vegetarkontakt.

min-lille-c3a6lling

Lige nu:

Litteratur:
Moustachen” af Emmanuel Carrère.
Det er en syret historie om en mand, der barberer sit overskæg af, og derefter ændres hele hans verden. Altså. Lige pludselig påstår alle omkring ham, at han aldrig har haft skæg, og det er svært at finde ud af, om han er ude for et komplot, eller om han er sindssyg, eller hvad der sker. Bogen er værd at læse, fordi det er en spændende historie, og man sidder med en paranoid følelse i kroppen gennem hele læsningen af bogen. Jeg har dog ikke kunnet finde et eneste citat, som jeg fandt værdigt at gengive, så det er pga. indholdet, bogen skal læses, – ikke pga. forfatterens evne til at skabe poesi med ordene.

♥♥♥♥♥♥♥ – 7 ud af 10

Musik/poesi:
Glimtvis” af Hans Sydow m.fl.
Album, som kombinerer moderne musik med gamle optagelser, hvor Tom Kristensen læser sine egne digte op. Jeg er rigtig glad for det her album. Jeg har fået at vide af pålidelige kilder, at Tom Kristensens største talent ikke er digtning (jeg har endnu ikke læst nogen af hans digt-samlinger), men musikken og lyrikken kombineret i “Glimtvis” fungerer rigtigt godt, synes jeg. Her er lidt uddrag fra et par af sangene/digtene (igen; det er federe med musikken til):

“Bøgealléen:
Da siger du roligt, vi ikke
skal fritte om mening bag liv.
Men hvad skal vi da? Eksistensen
har hakket os til med sin kniv!
Da siger du, at vort behov er:
et nu kun, et eneste eet,
lidt jord kun, lidt ro i vor tanke
lidt evighed, kløverduft, lidt.

Det er dog kun glimtvis, der aabnes
for denne momentvise ro
Et øjeblik hvor vi kan føle,
at det er os trøst nok: at gro,
at aabne for øre og øje
og vide og høre og se.
Det sker dog, vi ved, at vi vandrer
igennem en bøgeallé.”

♥♥♥♥♥♥♥♥ – 8 ud af 10

I øvrigt:
Naturli’ har lavet deres soyacacao økologisk! Jeg købte min første liter i Århus. Synes dog umiddelbart bedre om den “gamle” smag, men det er nok bare mig, der er pjattet, sippet eller lidt for meget kakao-freak.

Spis til du revner!

Jeg legede turist i Malmø med min far for et par uger siden, og jeg trix’ede min stakkels, intetanende, alt-men-især-kød(og sukker!)-spisende farmand med på Vegegården, som er en vegetarisk (næsten 100% vegansk) asiatisk restaurant. Så vidt, jeg ved, er alt på menukortet vegansk – undtagen et par af deres dressinger – og husk at bede om Tofuline-is, hvis du bestiller is. De har i øvrigt også et udvalg af forskellige TSP-produkter og frossent imiteret kød (f.eks. “rejer”, “kylling”, “and” og “pølser”) til salg til rimelige priser – især nu, hvor kursen på svenske kroner er så lav. Hver lørdag og søndag fra kl. 16 til kl. 20 kan man få vegansk “kyllinge”-majs suppe, barbeque buffet (dvs. kokken steger de grønsager og det “kød”, du har taget på din tallerken med et udvalg af hele 9 forskellige saucer og olier), alm. buffet og salatbuffet – samt friterede bananer og Tofuline-is til dessert for kun 118 svenske kroner per person, og det skulle vi selvfølgelig benytte os af!  . . . Det var bare SÅÅÅÅ lækkert! Ingen af os gik sultne derfra, lad mig sige det sådan!!!

Det var en enorm befrielse at være på en restaurant, hvor jeg frit kunne tage af alle retter næsten uden undtagelse. Det har jeg ikke prøvet i den tid, jeg har været veganer. Eller dvs. – jeg har faktisk een gang før besøgt Vegegården for 1½ år siden. Da havde jeg kun været veganer i ½ år, og jeg kunne slet ikke forlige mig med tanken om at sætte tænderne i noget, der havde tekstur og form som kød, selv om det var 100% vegansk. Så dengang var jeg ikke synderligt imponeret. Der er faktisk ikke en eneste ret på menukortet, som ikke indeholder en eller anden form for imiteret kød, så hvis du ikke kan med den slags, er Vegegården ikke stedet for dig. Men jeg skal helt sikkert snart dertil igen. Nu-nu-nu-nu!

dsc07660dsc07661dsc07662

Lige nu:

Litteratur:
House of Leaves” af Mark Z. Danielewski. Det er den særeste bog, der nogensinde har krydset min vej. Basically handler den om, at vores hovedperson Johnny Truant i en død gammel mands lejlighed finder en masse papirer (dvs. en afhandling) om en film “The Navidson Record“. Filmen er en dokumentar om en familie, The Navidsons, som flytter ind i et hus på Ash Tree Lane i Virginia. Hurtigt finder de ud af, at der er noget helt galt med huset – f.eks. er det indre rummål større end det ydre, kompasser nægter at virke i huset og der dukker pludselig og ud af det blå døre og gange op, som ikke var der før. Vi læser afhandlingen sammen med Johnny, som hele tiden i fodnote-form kommer med selvbiografiske kommentarer og beskrivelser af, hvordan læsningen påvirker hans sind. Tæt på halvdelen (eller i hvert fald 1/3-del) af “House of Leaves” består af fodnoter – udover Johnnys notater er der uddrag af interwievs med de medvirkende i dokumentaren, citater fra artikler og hele bøger skrevet om dokumentaren og lange lister af henvisninger til uddybende faglitteratur. Der var mange steder i bogen, hvor jeg blev nødt til at tvinge mig selv til at læse videre, fordi det var såååå kedeligt – hele kapitler om f.eks. ekkoens fysik, komplet med formler og masser af tørre facts. Men. Det er det værd. Den er så omfattende, at det er helt sindssygt. Og spændende. Den er mere virkelig end mange ting i virkeligheden – og det på trods af, at “The Navidson Record” slet ikke findes… og de fleste fodnote-henvisninger er også falske og pure opspind. Gennemført!

“Little solace comes
to those who grieve
when thoughts keep drifting
as walls keep shifting
and this great blue world of ours
seems a house of leaves

moments before the wind.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥ – 10 ud af 10

Musik:
Gentle Giant“. Experimental rock. Jeg kender ikke noget, der lyder som det musik, de laver. De leger. Det giver mig energi at høre det, så det gør jeg.