Condiments, bring’em on!

Tid til at fokusere lidt på tilbehør. Altså… jeg tænker på flydende, cremede ting, man putter på maden, som f.eks. ketchup og sennep. Jeg ved ikke, om condiments er den rigtige definition, når jeg også tænker på spreads, men hey – det lød smart.

Mayonnaise
Jeg er virkelig forundret over, hvor utroligt simpelt og hurtigt det er, at lave sin egen, hjemmelavede, veganske mayonnaise:
Hæld ca. 1,2 dl. solsikkeolie (eller anden smagsneutral olie – også f.eks. rapsolie… men ikke olivenolie) og 0,5 dl. sojamælk i en beholder og blend det med en stavblender i lidt tid. Så skal du hælde ½-1 tsk. citronsaft/(evt. æblecider-)eddike drypvis i og blende godt. Nu skulle det gerne få konsistens som mayonnaise. Smag til med en lille smule salt og peber, lidt sennep, lidt sukker, evt. lidt dild eller timian og måske lidt mere syre (citron eller eddike).
(Du kan lave en god kartoffelsalat ved at tage kogte, skiveskårede kartofler, grofthakket bladselleri og grofthakkede løg og blande det med noget af mayonnaisen og en masse purløg. Drys med purløg…)

Remoulade
Hak ca. 1 spsk. pickles (kan købes i større supermarkeder, eller man kan lave det selv – det er dog vist nok ret omstændigt) fint og rør det med en god klat mayonnaise (måske omkring 1½-2 dl.). Put gurkemeje i for at gi’ den rigtige kulør.

Nutella
Den her nutella er på INGEN måde sund eller nærende. Men nøj, hvor den smager. Og ved særlige lejligheder (… som f.eks. at det er weekend, eller at solen skinner…) må man godt. Jeg har fået opskriften fra Overdrevet (dvs. det nye ungdomshus), efter jeg havde spist brunch der og simpelthen blev nødt til at spørge efter den.
Man tager 200 g. hasselnødder, hælder dem i en pande, drysser godt med sukker udover og putter ca. 3-4 spsk. margarine i. Så tænder man for varmen og venter på, at sukkeret er fuldstændigt flydende og karamelliseret. Når det er sket, tages panden af varmen, og nødde-sukker-massen blendes. Jeg kan godt lide, at der er lidt crunsh i, så jeg stopper med at blende, før nødderne er helt pulveriserede. 100 g. grofthakket, mørk chokolade røres i, og det hele skulle gerne smelte sammen. Derefter venter man på, at massen er helt kold (jeg fik anbefalet at putte den i køleskabet med det samme, men det vil jeg altså kun foreslå, at man gør, hvis man har travlt, for det er ikke særligt miljøvenligt – det er bedst at lade al mad køle af, inden det kommer i køleskabet, ellers bruger det ekstra energi… men ja…. hvis man har travlt – f.eks. hvis 50+ mennesker sidder og venter på at få nutella til brunch, kan jeg godt forstå, det er det, man gør.). Når blandingen er kold, røres 200 g. margarine i.
– Jeg advarede på forhånd om, at det her er en sukker-og-kaloriebombe, så ingen løftede pegefingre. :P

Hvidløgs-“smør”
Margarine røres med masser af friskrevet hvidløg, finthakket persille og lidt salt. Stilles evt. i fryseren for at gøre den mere fast. Man kan også putte lidt citronsaft i.

Guacemole
Lad mig lige slå det fast én gang for alle: den absolut, ubetinget bedste guacemole er også den mest simple. Det vigtigste er, at avocadoerne er dejligt modne (dvs. de skal være lidt bløde, når man trykker på dem, men ikke fuldstændigt smat indeni). Mos dem med masser af friskrevet hvidløg (jeg begynder at se et mønster i mine opskrifter, hmm…) og smag til med salt. That’s all. Og det er himmelsk! God til chips, i sandwiches, som dip til grøntsagsstænger, ovenpå tortillas (OBLIGATORISK!) – eller som dressing, hvis den bliver fortyndet med vand.

“Streich”
Solsikkekerne-spread som pålæg til al slags brød. Blend en god slat solsikkekerner (jeg lod dem stå i vand i noget vand natten over for at gøre dem blødere) med lidt vand og olie. Det er basisopskriften. Så kan man blende forskellige grøntsager og krydderurter med. F.eks. kan jeg rigtigt godt lide at blende ruccola, tomatpure, lidt frisk tomat og lidt løg i og smage det til med salt og peber. Men man kan jo blende alt muligt i. Persille, basilikum, champignoner/svampe, sojasauce, peberfrugt, andre nødder, chili, karry, rødbede, gulerod, peberrod…. Tip: hvis du vil ha’ en lidt mere konkret opskrift, så tjek ingredienslisterne på forskellige Streich-varianter.

Champignon-postej
Brug det i stedet for leverpostej. Steg hakkede løg og hvidløg på en pande og tilsæt derefter hakkede champignoner. Lad det køle lidt af og blend det derefter med timian, salt, peber og lidt rasp eller havregryn, til det har den ønskede konsistens.

Øverst, med uret: hvidløgssmør med persille (i den sorte skål), mayonnaise, champignon-postej og “Streich”.
Nederst (undskyld det dårlige foto – mit kamera er mærkeligt og halvt i stykker): nutella, remoulade og guacemole – gæt selv, hvad der er hvad… :P


Lige nu:


Tegnefilm:

Malice in Wonderland er en sindssyg og meget psykedelisk tegnefilm på ca. 5 min. Jeg forestiller mig, at det må være sådan, det føles at være på LSD…  Hvis man er bekendt med Alice i Eventyrsland, kan man sagtens følge historien, ellers bliver det vist ret sort meget hurtigt. Lige en lille advarsel: filmen er spækket med seksuelle undertoner, så hvis du er sart på den front, må du hellere holde dig væk. Desuden skal du være logget ind på Youtube samt være over 18 år for at kunne se den pga. voksent indhold. Den er faaaarlig, den tegnefilm. Du kunne jo blive permanent sær af at se den.

Musik:
Jeg var solgt allerede efter første nummer, jeg hørte med Moistboyz. Deres lyd er super beskidt, og rytmerne er meget simple. Vokalen er hæs og næsten grim, og teksterne er grove. Det er totalt hillbilly stil. Og jeg elsker det. Min fod får lyst til at bevæge sig i takt til musikken. Jeg ved ikke, hvilken genre det går ind under…. hård rock måske? Har lige siddet og lyttet alle deres fire album igennem, og jeg må sige, at deres fjerde album er klart det ringeste. Det har ikke samme edge… eller… sangene er ikke beskidte nok. Måske er det det.

I øvrigt:
Jeg ser bare dyr overalt for tiden! På Assistens Kirkegården er der egern overalt, virker det til (en gang så jeg et egern sidde og hvæsse tænder på en mini-snapseflaske af plastik… øv til at folk smider skrald overalt… de skulle skamme sig!). Overfor Valhalla rock-bar sad jeg og drak et par øl på en trappesten (don’t ask), og en lille rotte blev ved med at titte frem overfor. Totalt frygtsom og på vagt. Så den seks gange på ca. 10 min. Nurrh. I Malmø tæt ved Pizzaria Algarve er der et grønt areal, hvor der bare er harer overalt. Smiler helt ved tanken nu. Og i Folkets park i Malmø har de en indhegning (ja, fy) med kæmpe-skildpadder (de er godt nok enorme) og små kænguruer (endda også en albino-kænguru). Jeg har også været heldig at få lov til at ae en masse rare kæledyr på det sidste. Mest hunde på gaden, men også et par katte i private hjem. Jeg elsker at få lov til at være tæt på dyr. Det giver mig så meget energi og varme indeni.

P.s.: Planen er, at jeg vil tage mig GEVALDIGT sammen og begynde at blogge her igen mindst en gang i måneden, gerne hver 14. dag. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil anbefale, så mange opskrifter at gi’, så mange rejser at fortælle om. Det kan bare ikke passe, at der skal gå så lang tid, som der er gået siden sidste blog og til nu… Tsk, tsk.

5 kommentarer

  1. Karin said,

    august 8, 2010 hos 8:05 pm

    Tak for opskrifterne, det er skønt med så meget inspiration! Og dejligt at du blogger igen, jeg glæder mig til at læse dine fremtidige indlæg :)

  2. Emma said,

    oktober 3, 2010 hos 9:14 pm

    Ummenummenum! Jeg får lyst til at holde dip fest når jeg læser det her, det lyder virkelig lækkert alt sammen! Tak for en masse gode idéer (:

    • malkavia said,

      oktober 16, 2010 hos 11:16 pm

      Fedt at du kan bruge opskrifterne. Ja, jeg har faktisk også planlagt snart at gå dip-amok. Så en dum reklame i tv (d’oh, det skal man netop holde sig fra, jo…) med Kims nye chips, Dippedutter, som kan holde på ekstra meget dip, eller hvad det var, og nu kan jeg ikke rigtigt slippe den craving. :P Så… det må jeg snart finde ud af. Gad vide, om de chips er veganske? Hmm.

  3. Lene said,

    oktober 19, 2010 hos 7:54 am

    Måtte lige hurtigt prøve at lave mayonaisen. For dælen, den var god (og bare så nem at lave). !00 gange bedre end købe-veganer mayo. Hvor længe den mon kan holde sig? En uges tid?

    • malkavia said,

      januar 27, 2011 hos 4:05 pm

      Ja, det er så vildt, at det er så nemt at lave mayo… Livet som veganer bliver hele tiden nemmere og nemmere. ;) Jeg vil tro, den kan holde sig en lille uge, men den skal opbevares i lufttætbeholder…


Skriv et svar til Karin Annuller svar