Vegansk fast food og spise ude-guide

Jeg synes sjældent, at jeg har svært ved at finde steder at spise som veganer (undtagen i mindre byer, hvor man som regel bare får kastet en fantasiløs, slatten salat uden dressing og pommes frites (stegt i samme friture, som de bruger til fiskefileter o. lign.) i hovedet – der er det eneste alternativ som regel pitabrød kun med salat og uden dressing (kedeligt!) eller en vegetarisk pizza uden ost eller interessante toppings….). Men nu er jeg jo også selv-erklæret mad-freak, så jeg har selvfølgelig undersøgt en masse veganske alternativer i fht. at spise ude, det er klart!


Veganske alternativer:

Sushi-steder – det kommer an på stedet, men de har som regel i hvert fald to slags maki-ruller (det plejer at være agurk og avocado… og de fleste steder har også inari (har oplevet, at de kalder dem for tofu-nigiri nogle steder), som er søde, indbagte tofu-stykker), der er veganske plus tangsalaten (som er såååå lækker (husk at bestille den uden kaviar, hvis de bruger den slags som pynt)).

Falafler uden dressing (jeg beder altid om masser af hvidløg og/eller chili i stedet) og vegetariske pizzaer uden ost (find et pizzaria, som har et stort udvalg af grønsager, man kan vælge at få på pizzaen).

Thai-restauranter bruger som regel ikke æg, mælk og lignende i deres vegetariske retter – der skal man bare huske på at bestille maden tilberedt uden fiskesauce (og spørge ind til, om der er rejepasta i deres curry-pastes, da det vidst nok er en ret almindelig ingrediens i originale, autentiske currypastes).

Indiske restauranter har som regel et par veganske retter på deres menukort… F.eks. plejer vegetariske samosaer at være veganske. Og dahl. Men spørg da lige for en sikkerhedsskyld, inden du bestiller (og de bruger forresten som regel ghee i deres madlavning, som er klaret smør = ikke vegansk, så det skal man også tjekke)!

Mongolian Barbeque restauranter har som regel et rimeligt udvalg af både grønt og spændende olier, marinader og saucer. Det eneste minus er, at alt bliver stegt på samme grill-flade hos kokken, også kødet. Hvis man kan leve med det, er Mongolian Barbeque restauranter meget fine for veganere.

Jensens Bøfhus har som regel (det varierer) en ret fin salatbar med mange forskellige ok salater, og deres remoulade er vegansk (!!!), så bestil endelig pommes frites (9 kr. for all-you-can-eat pommes frites, men 5 kr. for en lille portion ketchup eller remoulade).

Sandwich-barer plejer at have nogle spændende valg-muligheder til sandwich-fyld, som gør sandwichen lidt mere interessant. F.eks. stegte auberginer, hummus, ruccola-salat, marinerede hvidløg, oliven og sådan noget.

Pølseboder i nødstilfælde (det er jo egentligt strengt taget ikke så fedt at støtte steder, der sælger så mange kødfyldte ting, men ja, i nødstilfælde eller svage øjeblikke er det da en mulighed). Franske hotdogs uden pølse og med karryketchup, sennep og/eller ketchup. Og så har jeg en forkærlighed for krassere (som i min fødeby traditionelt bliver lavet med varmt rødkål – et must for mig at få i… –  hvis pølseboden ikke har rødkål, vil jeg sjældent ha’ en krasser alligevel… prøv det, prøv det!). Husk dog at bestille dem uden remoulade.

Tyrkiske restauranter. Jeg var på ferie i Tyrkiet sidste år, og jeg blev meget glædelig overrasket over det udvalg af vegansk mad, jeg kunne finde i hotellets buffet hver aften. I det tyrkiske køkken bruger de ofte bælgfrugter, auberginer og tomater (og feta-ost, så hold øje med det!). Linsesuppe var at finde i alle de tyrkiske restauranter som ikke var totale sell-outs og kun solgte hakkebøffer, burgere og pizza (sygt at ta’ til Tyrkiet for at spise den slags, hva’? Typisk Hr. og Fru Danmark turisme…).


Spisesteder, jeg har afprøvet:

AALBORG:

RESTAURANTER:

1000Fryd (Kattesundet 10, tlf. 98132221, www.1000fryd.dk).
Det er et alternativt spillested, og Kattesundet er en rimeligt skummelt-udssende sidegade til Bispegade (en af gågaderne), men lad dig ikke narre af dets beskedne facade…. Fryd er et super-hyggeligt sted, og hver tirsdag kl. 19 serverer de vegansk mad for 20 kr. Vær dog opmærksom på, at deres brød er rester fra Othello-bageriet, som bruger animalsk fedtstof i det meste af deres brød (for dårligt, at Fryd ikke gør opmærksom på det….!!!!). Der er kun plads til 50 spisende gæster hver tirsdag, og der er rift om pladserne, så meld dig allerede til ugen før. Hvis du har lyst, kan de altid bruge frivillige til at lave maden og stå i baren. Bare kig forbi et mandags-møde kl. 16 (gå gennem den grønne dør til højre for caféens indgangsport og op af de vakkelvorne trapper, første dør til venstre… alle er velkomne).

Rice In (Vesterå 22, tlf. 98120808, www.ricein.dk).
Thailandsk spisested med en del veganske retter på menukortet (obs! Har lige været derinde og spise, og de har fået nyt menukort, som desværre har skåret drastisk ned i de veganske retter… men jeg vil stadig anbefale, at du kigger forbi og køber en suppe – nr. 3. eller 4., det kan jeg ikke huske – bare husk at bede dem om at lave den vegansk = ingen kylling og ingen fishsauce. Køb ris til, og så har du et fuldt måltid på en “fin” restaurant for under 70 kr. Ikke dårligt… Det er også muligt at få andre retter lavet veganske…. – spørg personalet (de har givet mig optimal service, hver gang jeg har været derinde).

Romeo & Julie (Ved Stranden 5, tlf. 98160101, www.romeo-julie.dk).
De har en billig buffet med all-you-can-eat salatbar (med bl.a. spirer og kidneybønner), pasta (der er ikke veganske saucer, men der er hvidløgsolie og oregano, og hvis man er lidt kreativ, kan man selv kreere en slags sauce ved at kombinere det med pasta og ting fra salatbaren…) og pizza til kun 69 kr. (dog ikke fredag og lørdag), og de gange jeg har været derinde, har de været villige til at lave en vegetarisk pizza uden ost, som bliver serveret sammen med buffeten uden ekstra omkostninger.

FAST FOOD:

Delikat (Boulevarden 6, tlf. 98131415, www.delikat.dk).
Sandwich- og salat-bar med et spændende udvalg af salater – bl.a. dolmades (krydret, “parfumeret” risfyld indpakket i vinblade), falafler, fyldte auberginer, taboule (bulgur-tomat-forårsløg-persille), syltede vildasier og majroer).

PizzaMix (Danmarksgade 28, tlf. 98160328, www.just-eat.dk/pages/menucard.aspx?menucardid=2599).
Mit uden tvivl og helt absolutte yndlingspizzarier. De har de bedste falafler, jeg nogensinde har smagt (og så sælger de i øvrigt ikke fiskefileter eller andre ikke-veganske ting, der skal frituresteges) – og de største durum-ruller, jeg nogensinde har set… til 25 kr. stykket, hvis man henter dem selv (ellers 35 kr.)!!!! Deres Ohio-pizza er også rigtig god. Og så er de bare så søøøøde og behagelige derhenne. :P

ÅRHUS:

CAFEER:

Café Mozart (Vesterbrotorv, 8000 Århus C., tlf. 86185563, http://www.cafemozart.dk).
En lille hyggelig café med et ikke specielt imponerende menukort, men stemningen er god, og linsesuppen er vegansk og genial. Ejeren er sød og små-ekscentrisk (stor Leonard Cohen fan), og man kan sagtens spørge ham om, hvad han kan tilbyde af veganske alternativer.

RESTAURANTER:

Det grønne hjørne (Frederiksgade 60, 8000 Århus C., tlf: 86 13 52 47, www.dgh-aarhus.dk).
Deres buffet indeholder både kødretter, vegetariske retter og veganske retter. Udvalget af varme veganske retter er ikke så stort, som man kunne ønske, men der er en del salater og hummus, og man kan sagtens spise sig mæt uden at føle sig som en asket.

Restaurant Bali (Vestergade 36, 8000 Århus C., tlf. 86168368).
Indonesisk restaurant med mulighed for vegansk mad. Deres specialitet er all-you-can-eat ris-taffel, som bliver serveret i masser af små skåle på bordet opvarmet af fyrfadslys. Hyggeligt, billigt (den billigste taffel koster 109 kr., tror jeg, det var) og anderledes. Og super betjening. Da jeg sagde, jeg var veganer, sørgede de – uforberedte – for en alternativ suppe til mig i stedet for kyllingesuppe, og jeg fik også et helt fad med stegte grønsager til taflen for at råde bod på, at jeg ikke kunne spise alt af det serverede. De havde forårsruller, friturestegte bananer, friturestegte kokosruller, eddike marinerede grønsager, sur-sød-sauce, ris med kokos, grønsager i karry-sauce og nok nogle andre ting, jeg ikke kan huske. Jeg gik meget mæt derfra, men det er meget fed og sød mad.

KØBENHAVN:

CAFEER:

Café N (Blågårdsgade 17, 2200 København N.).
Københavns (Danmarks?) eneste 100% vegetariske café. De tilbyder smoothies, friskpressede juice af forskellige frugter og grøntsager, veganske deller, salat-platte, vegansk grov-burger, hummus og sandwiches. Alt sammen til en fair pris. Det er et lille sted, og der er som regel overproppet, men der er rigtigt hyggeligt.

Cafe Kalaset (Vendersgade 16, 1363 Kbh. K., tlf. 33 33 00 35).
Prøvede deres veganske brunch til 85 kr., og det var ret lækkert. Der var et (meget) lille glas appelsin-hindbær juice, scrambled tofu, falafler, hjemmelavet ketchup, stegte grønsager, frugter, brød og rå grønsagsstænger. De har også en falaffelburger. Ellers har de ikke så meget at tilbyde for en veganer. Jo, der var en wok-ret med tofu, som godt kunne være vegansk, men spurgte ikke, så er ikke sikker.

Øby Lille Madhus (Nordre Fasanvej 162, 2000 Frederiksberg, tlf. 30565561, www.obylillemadhus.dk).
100% økologisk café/take away til en fair pris, hvor der er en del veganske retter at vælge i mellem (der er ny menu for de varme retter hver dag, der er åbent… dvs. tirsdag til lørdag – en suppe, en vegetarisk og en med kød/fisk). Behagelig betjening, positiv stemning og med et lille udvalg af økologiske dagligvarer til salg. Bringer desværre ikke ud.

RESTAURANTER:

Den Grønne Kælder (Pilestræde 48, 1112 Kbh. K., tlf. 33930140).
100% vegetarisk og delvist økologisk restaurant. De skifter deres menukort ud rimeligt ofte, så det er noget nyt, næsten hver gang man spiser der. Alle veganske retter er markeret med et (v) i siden, hvilket er super-rart. Jeg har desværre haft nogle dårlige erfaringer der på det sidste – maden har været enten over- eller under-krydret, men det er forhåbentligt mere undtagelsen end reglen.

Morgenstedet (Fabriksområdet 134, Christiania, 1440 Kbh. K. www.morgenstedet.dk).
Vegetarisk restaurant. De har lukket om mandagen. Jeg har spist der en gang, og det var ok, men synes, at priserne er lidt pebrede i forhold til, hvad man får. Menukortet varierer, så man kan aldrig være sikker på, hvilket udvalg der er. Heldigvis er der en del, der er vegansk, så det er lækkert. Man kan også købe et rabatkort til 6 gange spisning, hvorved der spares en god del.

Ashiqs Place – Indiske og pakistanske specialiteter (Nørrebrogade 171, 2200 Kbh. N., tlf. 36906100).
Hyggeligt, hvis man er til indisk MTV. Hehe. Og har en sofagruppe (vigtigt for hyggens skyld!!)!! Tilbyder bl.a. en næsten helt vegansk, men ret begrænset (dog velsmagende), buffet. 49 kr. før kl. 16 og 59 kr. efter. Der er også en del andre spændende, veganske retter på menukortet (bl.a. pakora, som er grøntsager dyppet i kikærtemelsdej og friturestegt). Obs! Det er ikke altid, deres buffet er veganer-venlig, har jeg fundet ud af. Nogen gange er der næsten kød i alle retterne. =(

Go:sushi By Us (Nørrebrogade 153, st. th., 2200 Kbh. N., tlf. 35361122 /Frederiksborgvej 84, 2400 Kbh. NV., tlf. 35859525/Strandvejen 189,  2900 Hellerup, tlf. 35241122, www.gosushibyus.dk).
Sushi By Us er blevet slået sammen med Go:sushi. Det har resulteret i, at priserne er steget en del, og nu har de puttet tamago (som er omelet = æg) i flere af deres vegetar-ruller. Men det smager stadig godt. Man kan bestille sushien enten med hvide, traditionelle ris eller det sundere alternativ:  brune ris.

Green Sushi (Grønnegade 28, 1107 København K., tlf. 33118899, http://www.greensushi.dk).
Byens bedste sushi-restaurant og med det største udvalg for veganere, endda med fokus på økologi! De har flere alle sammensatte veganske menuer, og hvis du spiser i restauranten, tilbyder de også rispapirruller, sojaruller, grøntsagstempura og daikon (kinaradise) fritters. Al deres sushi kan enten bestilles med de traditionelle hvide ris eller de sundere brune ris.

Running Sushi (Stormgade 35, 1555 Kbh. V., tlf. 33146320).
Hvis man har lyst til at prøve en lidt anderledes form for restaurant-besøg, kan det være, man skulle besøge Running Sushi. Det er lavet, så man sidder ved siden af et transportbånd, som konstant frister med et rimeligt udvalg af forskellige sushi-relaterede retter. Jeg sagde til tjeneren, at jeg var veganer, og hun sørgede for, at der kom en tallerken med sushi til mig, men der var også en del af det, transportbåndet tilbød, som jeg kunne spise (tangsalat, edamamebønner, wasabiærter, sukker-coatede peanuts, kimchi (kål-salat), tofupakker (inari) og agurke-, mango- og avocado-makier, hvis man er fræk nok til kun at tage halvdelen af fyldet på en tallerken og lade resten forsvinde videre på båndet). Prisen er i den højere ende (mener, det kostede 235 kr. om fredagen og lørdagen og 195 kr. i hverdagene), men det var sjovt at prøve, og så er det også all-you-can-it… Hvis man skal købe tangsalat, edamamebønner, wasabiærter, kimchi, inari og makier i en normal sushi-butik, løber det nok også op i den prisklasse alligevel.

RizRaz Brun + Blå (Brun: Store Kaníkkestræde 19, 1169 Kbh. K. tlf. 33323345 + Blå: Kompanistræde 20, 1208 Kbh. K., tlf. 33150575, http://www.rizraz.dk/).
RizRaz har en grøn middelhavsbuffet, som overvejende er vegetarisk. Der er et rimeligt, men lidt kedeligt udvalg af forskellige salater, grønsager, pasta-retter, ris-retter og falafler. Deres brød og vist nok også deres humus er desværre ikke vegansk.

Ambrosias Have (Nordre Fasanvej 230, 2200 Kbh. N., tlf. 21851677, www.ambrosiashave.dk).
Vegetarisk buffet. Deres veganske udvalg er ret svingende, og det synes jeg egentlig også, kvaliteten er (nogle gange kan det godt være lidt tamt i smagen). Men der er som regel altid mindst en salat, en form for bønnespread, suppe og en eller anden varm ret, der er vegansk. Der er også en frugtskål og 1-4 forskellige slags urtete(er). Og de er begyndt at blive gode til at putte sedler på de forskellige retter, så man ved, hvad der er spiseligt. Ellers kan man altid spørge tjeneren.

Himalaya (Herluf Trollesgade 5, 1052 Kbh. K., tlf. 33323708, www.himalayarest.dk).
Tibetansk restaurant. Intet i deres menukort er vegansk, så vidt jeg forstod, men de har en vegetarisk buffet til 99 kr. med 8-10 forskellige retter. Da jeg var der, var der 8 retter i buffeten, og de var alle på nær een veganske. Det smagte alt sammen okay.

Wagamama (Tietgensgade 20, Kbh. V., tlf. 33750658, www.wagamama.dk).
Der er ikke særligt mange ting for veganere på Wagamama, men der er lidt. Deres misosuppe står som vegetarisk, men der står også, at der er dashi i – hvilket er fiskebouillon, så det passer ikke. De er lydhøre overfor “besværlige” kunder, så spørg endelig løs mht. ingredienser. Det er muligt at få nudler uden æg til alle retter.

FAST FOOD:

Det Eksotiske Hjørne (Jagtvej 127, 2200 Kbh. N., tlf. 35830580).
Sandwich- og salat-bar med STORT og meget lækkert udvalg. To forskellige veganske deller og en del salater. Man kan få 4 salater og 1 delle for 55 kr. Det er uden tvivl der, jeg har fået den bedste veganske sandwich og de bedste veganske deller ever. Nb! De er desværre stoppet med at lave ris-dellerne, som var mine absolut favoritter. Så må jeg jo bare nøjes med spinat-dellerne i stedet. Piv-piv-piv!

Express Pizza Grill (Mimersgade 102, 2200 Kbh. N., tlf. 35838385, www.expresspizza.dk).
Mange dage har de 15% rabat til medlemmer, hvis man bestiller (selvfølgelig gennem deres egen hjemmeside og ikke via Just Eat) inden kl. 23. Bliv gratis medlem via. deres hjemmeside. De har et ret godt udvalg af tilbehør til pizzaer – f.eks. ruccola, soltørrede tomater, kartofler, spinat og ærter (det er ikke alt, der står, så man kan vælge det under tilbehør, men de har det på nogle af deres pizzaer, så bare ring til dem og spørg, om de vil lave en special-designet-pizza). Nu kan man også få fuldkornspizzaer hos dem. Har dog endnu ikke smagt dem, så ved ikke, om de er gode.

Falafelkælderen (Rantzausgade 14, 2200 Kbh. N., tlf. 35369999).
Fastfood-joint med et ok-vegansk udvalg af falafler, humus, krydret humus, samosaer, baba ganoush (aubergine-pure) og forskellige meze (små salater). Ejeren er selv laktose-intolerant, så han har styr på, hvad der er mælk i, og hvad der ikke er. Der er ikke mælk/æg i deres pitabrød. Og de frituresteger kun falafler og pommes frites sammen = stort plus!


Til slut lidt tips om gode steder at tage hen som vegansk sukkerjunkie:

Is à Bella (Smallegade 40, 2000 Frederiksberg/Tinggade 10, 4100 Ringsted/Gl. Kongevej 85, 1855 Frederiksberg/Nørrebrogade 118, 2200 København N.).
Hjemmelavet, italiensk is. En del af deres is-udvalg er enten sorbet eller baseret på rismælk i stedet for almindelig mælk = vegansk. Og det smager, så englene synger! Det er blødt, cremet og syndigt sødt.

Paradis (mange steder rundt omkring i Danmark, www.paradis-is.dk).
De skriver på deres hjemmeside, at alle deres is-varianter kan indeholde svage spor af mælk – men bortset fra det, er deres sorbet-is vegansk.

Naturbageriet (Frederiksborggade 29, 1360 Kbh. K., tlf. 33146226, + Istedgade 98, 1650 Kbh. V., tlf. 33246602, www.naturbageriet.dk).
Økologisk bager med udførlig og synlig ingrediens-liste på alle deres varer. De har en del veganske kager og brød, brød med masser af fuldkorn – og endda kager uden sukker, sødet med tørret frugt i stedet. Desværre ikke ret meget vegansk med chokolade.

12 kommentarer

  1. Rebecca said,

    november 12, 2008 hos 2:00 pm

    Superfed guide! Har du prøvet RizRaz i Kbh? Er lidt i tvivl om det er vegansk, men de har en kæmpebuffet til billige penge med en masse lækre salater, falafler og spinatlasagne.. Absolut et besøg værd!

  2. malkavia said,

    november 22, 2008 hos 3:35 am

    Hejsa Rebecca…. Mange tak!!! Det varmer i det ellers efter min smag alt for kolde vejr… Ja, har prøvet RizRaz. Har spist der 2-3 gange. Godt du minder mig om, at den selvfølgelig skal med i Guiden. Der er en del vegansk mad iblandt – hvilket jo er værd at støtte. :)

  3. Rasmus said,

    januar 28, 2009 hos 2:18 pm

    Super fed guide. Meget udførligt udført arbeje.
    -Men hvad med sådan noget som folkekøkkener i f.eks. folkets hus og ungdomshuset? (nu dødsmaskinen). -De er også altid veganske, og til og med billige.

    Mvh. Rasmus

    • malkavia said,

      februar 2, 2009 hos 8:29 pm

      Jo, det er en rigtig god ide. Meget underligt, at jeg ikke har tænkt på det før!!!

  4. Peter Nielsen said,

    marts 6, 2009 hos 1:36 pm

    Hej. Super fed guide! Vil lige komme med en tilføjelse: hver anden torsdag er der vegansk folkekoekken i Ungdomshuset i Odense. For at se datoer: http://www.myspace.com/folkekoekkenodense . Folkekøkkenet er også på Facebook, jeg kan bare ikke lige huske adressen, der må i selv lige lave noget research. :) Det koster forresten en flad 20’er og så er der dagens ret inkl. drikkelse, brød osv.

    • malkavia said,

      marts 9, 2009 hos 12:16 pm

      Hey Peter…. Fedt at få flere ting at skrive på min spise-ude-guide. Jeg tror simpelthen, jeg laver en helt guide kun til folkekøkkener… (;

  5. ditte said,

    marts 24, 2009 hos 5:55 pm

    der er også vegansk folkekøkken hver torsdag kl 20.00 på den økologiske produktionsskole. adressen er Ravnsborggade 18, baghuset, 2200 kbh N.

  6. Tobias Elof Nielsen said,

    maj 13, 2009 hos 10:49 am

    FED guide!

    Der mangler blot for mig at se et enkelt sted, nemlig “Morgenstedet” ude på staden.

    • malkavia said,

      maj 24, 2009 hos 10:08 pm

      Ja, der er flere steder, jeg endnu ikke har fået skrevet på…. Jeg er sløv, er jeg… ;)

  7. Deborah said,

    august 27, 2009 hos 4:03 pm

    Tak for din guide. Der var mange nye (for mig), spændende steder i København. Much appreciated!

  8. Kaima said,

    oktober 16, 2010 hos 7:17 am

    Tusinde tak for din meget fine guide helt fantastiske gode beskrivelser

    • malkavia said,

      oktober 16, 2010 hos 11:28 pm

      Sikke en ros, Kaima… Bliver helt rød i kinderne. :) :) :)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: