Kuck mal, Pfannkuchen en masse

Nå, nu tror jeg så småt, jeg er ved at være klar til at være aktiv blogger igen. Jeg tror, det har været svært for mig at blogge, fordi jeg flyttede fra kollektivet og hen på et imidlertidigt klubværelse, hvor jeg ikke kunne rigtigt kunne skralde eller lave mad (det var helvede!!). Men, men, men. Efter regn kommer sol – og nu er jeg flyttet hen i en fantastisk lejlighed lige midt på Nørrebro, hvor jeg aller-aller-helst vil bo. Var ude og skralde igår og i forgårs for første gang i flere måneder, og der var guldfund begge dage = jeg er tilbage i sadlen igen og har fået masser af blod på samtlige tænder mht. at komme i gang med den luksuriøse skralde-tilværelsen igen. Nå, tilbage til bloggen:

Det er super-super nemt og billigt at lave veganske pandekager. De kan til nød godt laves med vand, men bliver allerbedst med en eller anden form for vegetabilsk mælk. Prøv selv:

Madpandekager:
Vand/veg. mælk
Mel (evt. groft mel blandet med hvedemel)
Lidt salt
Evt. andre krydderier

Rør sammen, til dejen har en passende konsistens. Put olie på panden og hæld dejen på. De kan laves så tynde eller tykke, som du har lyst til. Vend og voilà.
Fyld:
Champignon, spinat, hvidløg, estragon “fløde”sauce
“Kød”sovs, evt. m. chili
Udkogt linse-“splat” med hakkede grøntsager og krydderier i
– kun fantasien sætter grænsen

Dessertpandekager:
Vand/veg. mælk
Mel
Sukker
Lidt salt
Evt. olie i dejen for at gøre pandekagerne mere “bløde”
Evt. vaniljesukker

Rør sammen, til dejen har en passende konsistens. Put olie på panden og hæld dejen på. De kan laves så tynde eller tykke, som du har lyst til. Vend og voilà.
Fyld:
Sukker
Alle former for marmelade
Mørk eller lys sirup
Citronsaft og sukker
“Nutella” (Spars billige mærke First Price og Føtex dyre mærke Princip er begge veganske)
Vegansk is (f.eks. Tofuline)
Bærcoulis (kog bær med sukker og blend dem, evt. put krydderier i – balsamico, mynte, vanilje eller citron)
Frisk frugt i tern
Chokoladesauce (Dr. Otkers er vegansk)
Man kan også smøre kolde pandekager med margarine og drysse med sukker og rulle stramt sammen. Det er  godt i madpakken.

Amerikanske pandekager:
Vand/ veg. mælk
Mel
Sukker
Lidt salt
Bagepulver
Evt. olie i dejen for at gøre pandekagerne mere “bløde”

Rør sammen, til dejen har en passende, rimelig tyk konsistens. Put olie på panden og hæld dejen på i små, helst rimeligt runde klatter.  De skal være tykke. Vend og voilá.
Serveres:

traditionelt med ahornsirup, men andet sirup går også an.

Havregrynspandekager:
Vand/ veg. mælk (jeg synes, at de bliver rigtigt fine, selv om man bare bruger vand)
Mel
Havregryn
Sukker
Lidt salt
Lidt bagepulver
Evt. rosiner eller andre tørrede frugter (jeg brugte tørrede tranebær)
Evt. meget grofthakkede, ristede nødder (jeg brugte hasselnødder)
Evt. krydderier – f.eks. kanel, ingefær, kardemomme, appelsinskal, vaniljesukker.

Rør sammen, til dejen har en passende, meget tyk, men stadigvæk flydende konsistens. Puttes i klatter på panden. Olie er ikke nødvendigt. Vend og voilá.
Serveres:
som de er eller med sirup.

Især havregrynspandekagerne med ristede, meget grofthakkede hasselnødder og tørrede tranebær blev fantastiske.

Picture 002

Lige nu:

Film:
The Wicker Man – Robin Hardy (1973). Blanding af horror, thriller og lidt musical-agtig. Den er dog ikke særlig uhyggelig. Det er bare en spændende historie om religion og overtro, der er godt fortalt og fyldt med gode sange (soundtracket er værd at erhverve sig, hvis man er til folkemusik). Politikommisær Neil Howie får et anonymt brev om en pige, der er forsvundet. Han vælger at undersøge det nærmere. Da han ankommer til øen, hvor pigen eftersigende bor, finder han ud af, at alle på øen er hedninge, der tilbeder solen og dyrker forskellige former for magi og overtro – og at alle hårdnakket nægter at have kendskab til pigen. Som stærkt troende kristen bliver han meget provokeret af denne anden verdensanskuelse og bliver endnu mere forhippet på at nå til bunds i mysteriet om den forsvundne pige, jo mere modstand han møder. Mere vil jeg egentlig ikke sige. Andet end…: se den!

Brætspil:
Tomb – Alderac Entertainment Group (AEG) (2008). Hyr helte (fighters, clerics, wizards, rouges og multiclasses) i kroen, og anskaf udstyr, trylleformularer og bønner, inden du drager ned i krypten. Krypten er fyldt med gravsteder, du kan vælge at forstyrre. Hvert gravsted har fra 1-5 kort liggende på sig med billedsiden nedad. Kortene kan være fælder, monstre eller skatte. Og så gælder det bare ellers om i bedste Dungeons and Dragons stil at skrabe så mange XP (experience points) sammen, som overhovedet muligt. Hack and slash, skrab til dig. Og så op på kroen og restituere, når det er gået for hårdt til sig. Så simpelt er det. Mere dybde eller historie er der ikke i det.  Og det vil automatisk komme til at handle en del om, hvem der har terningerne på sin side. Spillet er fra 2 til 6 spillere, men jeg har fra en pålidelig kilde fået betroet, at det fungerer bedst, når man er 3. Der er også kommet en udvidelse, som er værd at anskaffe sig, hvis man bliver hooked. Jeg synes, at det er dejligt ukompliceret (der er ikke så meget taktik i det) og sjovt. Ville bare ønske, at jeg havde spillet en masse med Magic Cards, da jeg var yngre, for så var jeg nok mere rutineret til at gennemskue monster-kortene (jeg er ret langsom til at læse dem igennem). Men underholdende, det er det.

PC-spil:
I Have No Mouth, and I Must Scream – Cyberdreams (1995). Det vil vel ikke komme bag på nogen, hvis jeg bekender, at det er endnu et point and click adventure spil… Så det gør jeg. Det er det. Det er baseret på en over 40 år gammel sci-fi novelle af Harlan Ellison, men der er skrevet en del om på historien for at få den til at passe til spil-form. The basics er dog det samme: en ond super-computer har overtaget jorden og lagt den øde bortset fra fem forskellige mennesker, som den piner på de mest udspekulerede måder. Man vælger på skift at spille de fem forskellige karakterer og hen ad vejen får man fortalt deres historier, grundene til at computeren netop har udvalgt netop dem som ofre. Spillet har en masse potentiale, men det fungerer desværre ikke særligt godt. Det er svært, klodset og ikke særligt fængende. Øv bøv, for det er ellers en god historie. Jeg vil anbefale, at man læser novellen i stedet for og glemmer alt om spillet.

Klappe-klappe-kage…

Jeg overvejer på et tidspunkt at holde konditor-søndage stærkt inspireret af Siff/Anarka. Mine arrangementer skal selvfølgelig være veganske (dårlige karma-points til Siff for ikke at forblive veganer, grrrr…), men princippet skal være det samme: kom og spis en masse luksus-kager kun for den pris, det har taget mig at lave dem. Men det bliver desværre ikke muligt i den nærmeste fremtid pga. usikre bo-forhold. Jeg skal dog nok annoncere en Konditor-Søndag her på bloggen med det samme, det bliver en mulighed…

Mine sidste to kage-eksperimenter var træstammer og hindbærsnitter, og de blev succesfulde. Og igen: overraskende simple at lave. Behold:

Træstammer
Træstammer (jeg har ikke præcise mål på dem, men jeg lavede 6 stk.):

Romkuglemasse:
Kagerester (jeg brugte fire stykker brownie)
Kakao
Ristede, malede nødder (jeg brugte mandler, ca. 40 g. vil jeg tro)
Evt. flormelis
Marmelade
Vanilje- og romessens
Overtræk:
Marcipan (jeg brugte ca. 200 g.)
Mørk chokolade (jeg brugte ca. 50 g.)

Romkuglemasse-ingredienserne blendes, til det er en blød, ensartet og ret tør masse. Smag det til…. det skal smage af romkugler (det ér romkugler!! – tril massen til kugler og rul dem i kokosmel, krymmel eller smeltet chokolade, og du har romkugler).

Stil massen i køleskabet, til den er blevet mere fast.

I mellemtiden ruller du noget marcipan tyndt ud. Hvis du ruller det ud mellem to lag bagepapir, klistrer det ikke til bordet (det skal være ca. 14-16 cm. bredt og ca. 40 cm. langt, hvis det skal være til 6 stk.).

Romkuglemassen tages ud af køleskabet og rulles til en lang pølse på tykkelse med alm. træstammer. Pølsen lægges midt på marcipanen, som rulles stramt rundt om. Skær rullen i passende træstamme-størrelser (ca. 6-7 cm. lange).

Smelt chokoladen over vandbad. Dyp begge ender af træstammerne godt rundt i chokoladen, så der kommer et tykt lag på. Lad størkne. Stilles i køleskabet. Kan fryses…

Hindbærsnitte


Hindbærsnitter
(ca. 12 stk.):

300 g. hvedemel
100 g. florsukker
200 g. margarine
sojayoghurt (el. anden æg-erstatning, f.eks. hørfrøskum/blendet silken tofu)
Hindbærmarmelade
Glasur (evt. lavet med citronsaft i stedet for vand)
evt. krymmel (der er E901 (bivoks) + E120 (carminer) i det meste krymmel)

Dejen æltes sammen med sojayoghurt, til det kun lige hænger sammen. Den må ikke være for blød og heller ikke æltes mere end højest nødvendigt. Puttes i køleskabet i en times tid eller gerne natten over. Rulles ret tyndt ud (det gøres lettest mellem to lag bagepapir). Skæres i lige, aflange stykker (formen kan evt. først klippes ud af bagepapir, så der er en skabelon at skære efter). Den ene halvdel smøres med et tyndt lag hindbærmarmelade og den anden lægges over. Bages i en 200 grader varm ovn i 15-18 min., til kagerne er gyldne. Tages ud og skæres med det samme i passende stykker, som afkøles og smøres med glasur og evt. drysses med krymmel.
P.s: Skal ikke opbevares i køleskabet. Det bliver de kedelige af.

Picture 005
Lige et motiverende skralde-foto. Fundene er alle fra een butik på een gang… Der er: 1½ l. cola, 5 pantflasker/dåser, 3 net med løg, 1 bk. triple-salat, 6 skoleagurker, 4 øko-pærer, 8 tomater, et lille hav af cherrytomater, 4 majskolber, 2 øko-citroner, 2 fenikler, 1 broccolihovede + 3 -stokke, 4 nektariner, 16 bananer, 4 snack-peberfrugter, 1 pk. toastbrød og 1 pk. øko-grødblanding…

Lige nu:


Brætspil:

Last night on Earth: The Zombie Game af Flying Frog Productions. Survival horror boardgame for 2-6 spillere. Mindst een spiller skal være zombie-master, som styrer zombierne. Resten får charactersheets udleveret med arketyper indenfor genren (f.eks. sheriffen, sygeplejersken, weirdo’en eller præsten), der hver har fordele og ulemper. Hvert spil starter med, at der trækkes et scenario-card, der fastlægger dette spils objectives – som selvfølgelig altid også indebærer, at man holder sig i live i X antal runder. At spille Last night on Earth er som at medvirke i en klassisk zombie-film…. Et must for zombie-fans. Desværre er der ikke så mange forskellige charactersheets og scenario-cards, så det bliver efter relativt få gange meget en følelse af déjà-vu, når man spiller det.


PC-spil:

Star Control II: The Urquan Masters. Rpg-adventure. Det er en open-source remake af Star Control II fra 1992, og det kan downloades gratis her. Det er et FANTASTISK spil. Det er anden gang, jeg gennemfører det, og det gør det ikke mindre fantastisk. Seriøst – jeg elsker virkelig det spil (heh, det er vist ved at være sivet ind hos selv de mest tykhovedede by now)!!! Spillet er en blanding af diplomati (der er over 20 forskellige alien-racer, man kan snakke med, der alle har en unik historie, stemmeføring, personlighed, theme og selvfølgelig udseende), kamp (hvilket ikke behøver at være en særlig stor del af spillet) og ressource-søgning i/udforskning af universet.  Man skal være forberedt på at læse en masse dialoger, men de er alle skrevet med megen humor og sans for detaljer, så det er kun et stort plus.
Jeg har længe tænkt på, hvordan jeg skal forklare plottet for uindviede, og jeg er kommet frem til, at det vover jeg slet ikke at begynde på. Det er universet simpelthen for komplekst til. I stedet kan du klikke her, hvis du er interesseret.
P.s: Hvis du starter med at spille spillet, skal du keep in mind, at der er en deadline. Du behøver ikke at stresse for at kunne nå alt, langt fra, men deadlinen er der.
P.p.s: Problemer med spillet? Her er en Wikipedia i to sektioner – spoiler-safe og spoiler-unsafe – udelukkende om Star Control II: The Urquan masters.


Links:

Green Porno
af Isabella Rossillini (vælg hvilken sæson du vil se i toppen, og hvilket afsnit du vil se i højre side). Finurlige kortfilm om forskellige dyrs til tider meget bizarre (but… who are we to judge?) måder at dyrke sex på. Omfattende kostumer og genialt skuespil. Der er tre sæsoner indtil videre. Første sæson er om insekter, og de to næste sæsoner handler om havdyr. I sæson tre bliver der i øvrigt sidst i hvert afsnit sat fokus på, hvordan fiskning ødelægger økosystemerne i havene.
Bonus-info: Isabella Rossillini er skabs-vegetar/veganer, dvs. hun desværre ikke er 100% herbivore. Men lidt er vel bedre end intet.

GreenPorno - Fly

I <3 trash!

Sorterer du dit skrald?

Klik ind på:
http://spil.kathart.dk/Relevans/MyTrash/index.html
for at tage Trash Testen og få en gratis “I trash!” T-shirt (kun for folk, der bor på Frederiksberg og i København). Selv om du ikke kan få en T-shirt, vil jeg stadig anbefale dig at tage testen – det er en god måde at blive bekræftet i den korrekte måde at sortere affald på. Der er kun ni spørgsmål, men det er nogle gode hverdags-eksempler. Go, go, go!

Jeg kan ikke se, hvorfor man skulle lade være med at sortere sit affald så korrekt som muligt. Det kræver ikke særligt meget ekstra-arbejde, og det sparer miljøet for en masse ressource-spild. Tænk dig: hvis du f.eks. ikke afleverer dine dåser på en genbrugs-central, bliver de bare kørt på forbrændingsansalten sammen med resten af dit køkkenaffald og brændt – og så skal der laves helt nye dåser af helt nyt materiale til næste gang, du køber hakkede tomater, kokosmælk, baked beans eller sådan noget. Og det er det samme med glas. Og plast. Det er da dumt, når det kan genbruges!!! Og du kan jo bare samle en ordentlig stak sammen, inden det tages til en genbrugsstation…

Her i kollektivet har vi fem mælkekasser til affaldssortering i gangen. En, der står “Pant-flasker” på, en med “Dåser”, en “Plast”, en “Glas” og en med “Pap/karton”. Og så bliver det taget til en genbrugsstation, når kasserne er fyldte. Sværere behøver det ikke at være. Miljøet vil elske dig for det…

Her er en liste over genbrugsstationer i København og omegn: http://www.miljoe.kk.dk/genbrugsstationer

trash-use1a

LIGE NU:


Litteratur:
No Logo” af Naomi Klein. Beskrivelse af de multi-nationale mega-koncerner og hvor meget negativt, de giver til i verden – både i de fabrikker i fattige lande, hvor det meste af deres arbejdskraft er udliciteret til, men også miljøsvineri, mangel på respekt for menneskerettigheder, reklamens magt og hvad det gør ved forbrugeren identitetsfølelse og hvordan store kæder mister ansvarsfølelsen overfor sine ansatte, som til gengæld mister al loyalitet overfor deres arbejdsplads. Det er ikke en god cirkel. Det er farligt, når det eneste mål for en virksomhed er økonomisk fremgang. Jeg er ikke vant til at læse faglitteratur. Eller jo, kogebøger og bøger om ernæring, men ikke bøger om politik og samfund. Derfor var den lidt hård for mig at komme igennem, men helt klart det værd.

♥♥♥♥♥♥♥ – 7 ud af 10.

Spil:
Arkham Horror” af Nexus. Brætspil bygget over Lovecraft-mytologien. Hvis du er Lovecraft-fan ligesom jeg, vil du elske det her spil! En ulempe er dog, at man kan være ret uheldig og blive delayed (= miste sin tur) rimeligt ofte, hvilket selvfølgelig ikke er så sjovt. Man kan være fra 1-8 spillere (3-4 er foretrukket), og det tager mellem 6-10 timer at gennemføre. Især i starten tager det lang tid, fordi der er så mange regler at sætte sig ind i. Men sådan er det jo altid med nye spil… Der er konstant tidspres, og man skal  virkeligt overveje sine træk nøje. The Ancient One (der er flere forskellige) kan vågne hvert øjeblik, hvis man ikke passer på. Beware…

♥♥♥♥♥♥♥♥ – 8 ud af 10.

Lulus labre lasagne…

Ja, ja – jeg veeed godt, at det er alt, alt for længe siden, jeg sidst har blogget. Men. Tusind undskyldninger, som alligevel ikke er særligt interessante (eller måske er de, og jeg vil bare ikke fortælle dig det…. hehe). Jeg bliver nok aldrig en regelmæssig blogger. Det ligger ikke til min natur at være det.

Men jeg har fået lavet en masse mad. Denne her gang vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan man laver en lækker vegansk lasagne. Den klassiske lasagne består af en tomatsovs og en bechamelsauce. Man kan også lave alle mulige andre former for lasagne – jeg har f.eks. prøvet at lave grøn karry thai-lasagne, mexicansk lasagne og grønkålslasagne. Men i dag er det den klassiske lasagne, jeg vil skrive om.

Allerførst vil jeg gerne skrive lidt om nogle special-produkter, veganer-kokkens kort i ærmet:

Sojagranulat/TSP (tekstureret sojaprotein). Det er tørrede sojaklumper, som man kan købe i helsekost (og jeg har også set det i en enkelt etnisk butik). De kan købes i flere forskellige størrelser. Jeg foretrækker at bruge dem, der er lidt midt i mellem, for de små synes jeg ikke rigtigt, man får en ønsket konsistens af, og de største er for store og bliver lidt for pap-agtige at tygge i, synes jeg. Du kan hælde dem direkte i sovsen, men de kan også overhældes med kogende vand eller bouillon inden brug, så de ikke suger væske fra sovsen.

Marmite. Det er noget kraftigt gær-ekstrakt, som englænderne elsker at smøre på brød. Det bryder jeg mig nu ikke om – jeg bruger det til at give mine retter en lidt kraftigere bouillon-smag, ja, måske endda en lidt kødagtig smag. Det kan købes i helsekostbutikker, og jeg har også set det i Salling. Det er små-dyrt, men det er også små mængder, man skal bruge ad gangen, fordi det har en så kraftig smag.

Nutritional Yeast/B-gær flager. Giver maden en kraftig, lidt parmasan-agtig smag. Det er rigtigt godt, når man skal lave risotto, bechamel-sauce og andre ostede retter (f.eks. Mac’n’cheese).

Jeg synes, det er vigtigt, at man – også som skralder – tillader sig selv at ha’ nogle luksus-produkter i sit køkken, så man ind i mellem kan lave retter, der er lidt udover det sædvanlige. Og ja, det er dyrt at anskaffe, men når du først har det, holder det relativt længe (ja, ja, det kommer selvfølgelig an på, hvor ofte du bruger det, det’ klart…).

Men tilbage til lasagnen….
Først laves tomatsovsen. Den kan laves så simpel eller kompliceret, som du selv føler for. Grundlæggende er det bare en dåse eller to med hakkede tomater (eller en masse friske tomater i tern, kogt til mos), hakkede grønsager efter smag (bladselleri, løg, forårsløg, porrer, champignoner, broccoli, gulerødder og peberfrugter fungerer fint, men man kan også tænke lidt alternativt og putte f.eks. revet rødbede i) og så smagt til med italienske krydderier som basilikum, oregano og timian – plus måske citronsaft og/eller balsamicoeddike. Kogte bønner/linser, oliven og majs er også godt i. Hvis det skal kræses for og gøres til et gourmet-måltid, vil jeg anbefale at bruge både TSP og Marmite. Det gør tomatsovsen til noget helt specielt. Det er vigtigt at lade sovsen simre noget tid (½-1 time), inden den bruges – det giver den mere smag. Det passer jo også ret godt, for så kan man lave bechamelsaucen imens.
Bechamelsauce kan laves af enten kokosmælk eller soja/ris-mælk. Du varmer “mælken” op og tykner det med enten en Maizena-jævning eller en mel-jævning (som laves ved at røre Maizena/mel sammen med vand, indtil der ingen klumper er). Det er vigtigt at røre konstant rundt, når du tilsætter jævningen. Og saucen skal også ha’ lov til at simre i i hvert fald 5-10 min. for at fjerne mel-smagen. Den smages til med revet muskatnød, salt og peber.
Nu er det tid til at lægge lasagnen sammen. Først et tyndt lag tomatsovs, der lige præcis dækker bunden af lasagne-fadet (jeg havde længe ikke et lasagnefad, i den periode brugte jeg franskbrødsforme i stedet. Man kan også bruge en bradepande med høj kant), så hældes en lille smule bechamelsauce over og fordeles, så den ligger i et rimeligt fint lag over tomatsovsen. Derefter puttes et lag lasagneplader over. Efter det igen et lag tomatsovs, så bechamelsauce og endnu et lag lasagneplader. Og sådan fortsætter du, til lasagnen er “høj” nok. Jeg vil tro, det ideelle lag af plader nok er 4-5 stykker. På toppen af det sidste lag lasagneplader, hælder du et godt lag bechamel-sauce, som evt. er smagt til med Nutritional Yeast. Tomatskiver/squashskiver er rigtigt gode til at lægge i et lag over saucen. Tilsæt hældes der et tyndt, men dækkende lag rasp over (du kan blande pulveriseret Nutritional Yeast med raspen i stedet for at tilsætte N.Y til bechamel-saucen). I ovnen med fadet. Giv den mellem 20-30 min. på 200 grader (den er færdig, når du kan stikke en gaffel let igennem). Og voilà: mester-lasagne à la Lùlù. Det ér bøvlet, men nogle gange er det det værd…

lasagne

LIGE NU:

Musik:
Vrede pigebands – Hole, PJ Harvey, Girlschool, Garbage. Og K’s Choice, men de er ikke så vrede.

“Litteratur”:
Franken Fran” af Kigitsu Katsuhisa. Læs serien online på http://www.onemanga.com. Der kan man i øvrigt også læse “Uzumaki“-serien, som jeg har anmeldt tidligere i min blog.
Små søde horror-manga-historier om en ung “doktor”-pige (sammensagt af ligdele), som ved en masse om den menneskelige anatomi. Hun har en mærkelig, nogle gange umenneskelig logik og hendes eksperimenter har som regel uforudsete konsekvenser, men alt hvad hun gør, gør hun ud fra et godt hjerte. Nogle af historierne minder mig meget om de gamle EC-Comics (“Tales from the Crypt“-bladene), som man i øvrigt kan låne en samlet udgave af på biblioteket. I Danmark har vi “Slim“-blade, som er en parodi på “Tales from the Crypt” (kan også lånes på biblioteket). Onkel Mødding ♥ Desværre blev der kun udgivet to “Slim“-blade, nr. 7 og nr. 9, men det er vel bedre end ingenting… Dennis Jürgensen, som har lavet “Slim“-bladene, har skrevet et væld af børne-ungdomsbøger, som jeg slugte råt, da jeg var teenager – bl.a. også en serie, der hedder “Freddy og monstrene“, hvor hovedpersonen Freddy, er en 11 årig dreng, som er verdens største “Slim“-fan. Meget simpelt, men det har en vis charme. Og varm humor. Jeg faldt lige over en side, hvor man gratis kan downloade de fleste af Dennis’ bøger i lydbogs-format:
www.netlydbog.dk (du kan låne dem online vhj. dit CPR-nummer og så downloade eller streame dem)


Film:
Shock Treatment” af Jim Sharman.
Det skulle være den uofficielle fortsættelse til “Rocky Horror Picture Show“, som jeg – blandt mange andre – elsker og skatter meget højt. Det vil være synd at sætte sig og se “Shock Treatment“, hvis man forventer at se “Rocky Horror Picture Show” 2. Hovedpersonerne hedder godt nok Brad og Janet, det er stadig Jim Sharman & Richard ‘O Brien, som har directed’ og skrevet den, og det er en musical, men der stopper sammenligningerne også. Sangene holder slet ikke i samme grad, og plottet er forvirrende og lidt ligegyldigt. Men med det sagt: jeg synes ikke, det er komplet spild af tid at se den. Jeg vil endda overveje at se den igen engang…!

Spil:
Orient Express” fra Jumbo. Detektiv-brætspil fra 1985, som foregår ombord på Orient Express-toget fra Paris til Istanbul. Man kan kalde det for en form for social IQ-test. Det handler om at samle så mange clues sammen, som man kan, og så logisk regne sig frem til, hvem morderen er. Det er et rigtigt godt spil, hvis man er vild med puzzles og gåder (hvilket jeg er) – men det er udfordrende.

Peggle” fra Pop Cap Games. Meget simpelt og og fængslende computerspil. Det er en variant af et flipperspil, dog uden “flipperne” (!?) hvor det gælder om at skyde en kugle afsted og få den til at ramme så mange points som muligt. Der er masser af baner og gimmicks, som gør, at det ikke bliver kedeligt.
Pop Cap Games har i øvrigt også udgivet “Bookworm Adventures“, som også er godt. Hovedpersonen er en (bog)orm, der hedder Lex, og han skal redde sin ven ved kæmpe sig vej gennem den klassiske litteratur. Pennen er i sandhed mægtigere end sværdet i dette spil. Altså… man skal finde det længste og mest blærede ord ud fra en stak bogstaver, man får tildelt, for at give mest mulig skade til fjenden. Der er selvfølgelig også – som med “Peggle” – en masse gimmicks, der gør, at det ikke bliver så ensformigt, som det lyder. Begge spil kan downloades i en prøve-version på: http://www.popcap.com/allgames.php. Jeg kan se, der også er en masse andre spil, jeg skal ha’ prøvet!!!!