I Scream, You Scream, We All Scream For Ice Cream

Soooo…. hehe… så gik der sgu’ liiiige lidt tid igen. Jeg modtog en automatisk mail fra WordPress med overall info omkring, hvordan mit WordPress-blogging-år er gået og med forskellige (ret ubrugelige, men meget underholdende) stats. Jeg har kun skrevet to indlæg på denne blog i 2010!!! Det er så meget for dårligt, at jeg slet ikke vil begynde at komme med lame-ass bortforklaringer. Et af mine nytårsfortsætter for 2011 er bl.a., at jeg vil til at skrive et indlæg på denne her blog ca. hver 14. dag (ja, ja, så må vi se, hvor længe det holder… men jeg vil gi’ det et seriøst forsøg, vil jeg!). Jeg er i øvrigt ikke typen, der årligt finder på nytårsfortsætter, men i år (rettelse sidste år) føltes det bare… rigtigt. So here we go. Årets første indlæg skal handle om, hvordan man spicer sin is op, da der ikke findes ret mange forskellige varianter af vegansk is på det danske marked (de fleste større supermarkeder fører Tofulines Vaniljeis og Chokoladeis, that’s pretty much it). Og ja – fotoet er tyvstjålet, lev med det.

Der er sååååå mange muligheder for at forvandle plain-Jane-vanilje-is til tha’ bomb:
– blend med frosne jordbær/andre bær = jordbær/what-ever-bær-is (kan pyntes m. marmelade eller jordbærsirup)
– knus kiks/småkager og bland i (f.eks. er pebernødde-is evt. med kanelsirup en god jule-lækkerbidsken)
– smuldr kagerester i (gerne chokoladekage eller brownies) og rør det med chokoladesauce
– rør rå cookie-dough i passende bidder i (bare brug en alm. chocolate-chip cookie-opskrift og udlad natron/bagepulver, det cookie-dough, du ikke får brugt, kan sagtens fryses til næste gang, du får lyst til snask)
– hakkede brændte mandler er seriously heaven’licious – og helst med lys sirup dryppet over
– knuste bolcher giver lækkert knas og interessant smagsoplevelse (f.eks. er peberbolcher rigtigt gode)
– banan, peanutbutter/hakkede nødder (de fleste slags kan bruges) og hakket chokolade er altid et hit, selvføl’lig
– jeg har hørt et rygte om, at friturestegte, greasy-ass pommes frites skulle være genialt med blød is/soft ice… hmmm…
– vær kreativ og lav is-sandwiches f.eks. ved at bruge riskiks m. mørk chokolade eller chocolate-chip cookies, måske endda Digestive-kiks? Mariekiks m. mørk chokolade (jep, de er veganske) må i hvert fald være fine også.
– man må kunne røre friskhakket mynte og hakket chokolade i = After Eight-is… har dog ikke prøvet det… endnu…
– det smager i øvrigt godt, hvis man drysser sødt kakaopulver a la Nesquick ovenpå sin vaniljeis
– sidder og tænker, at Rittersport m. marcipan må være lækkert blandet sammen med is? Eller bare revet marcipan og hakket chokolade?

Topping-saucer:
– Kirsebærsauce (ja, det du bruger til ris á la mande)
– Marmelade
– Lys sirup
– Jordbær-sirup (bland lys sirup med jordbæressens, som kan købes i visse Panduro Hobby butikker)
– Kanel-sirup (bland lys sirup med kanel)
– Lakrids-sirup (bland lys sirup med lakridspulver – kan fåes i de fleste helsekost butikker, vil jeg tro)
– Chokoladesauce (smelt chokolade med veg. mælk, sukker/sirup, til du synes, konsistensen er god, tilsæt vaniljesukker efter smag til sidst – p.s.: tilføj kun væsken lidt efter lidt, da det er svært at gøre saucen tykkere igen, men let at gøre den tyndere – det kan faktisk godt lade sig gøre at smelte chokoladen med veg. mælk og sukker/sirup i mikroovnen, hvis du er forsigtig og holder øje)
– Karamelsauce (smelt forsigtigt 2 spsk. lys sirup, 1 spsk. margarine, 1 spsk. sukker, ca. 1 tsk. Maizena og 2 dl. vand, indtil det begynder at boble. Tag gryden af varmen og rør 1 tsk. vaniljesukker i… og spiiis på iiiiis)
– Nødde-karamelsauce (lav alm. karamelsauce som i opskriften overnover, men tilsæt 2-3 spsk. peanutbutter, hasselnøddesmør eller andet nøddesmør til massen, der varmes op i gryden)

Let it flow:
– Det er i øvrigt lækkert at lave en kop varm kakao og putte en masse vaniljeis i. Som flødeskum, bare bedre.
– Og det’ let at lave milkshakes ved at blende a whole lotta icecream m. veg. mælk og ingredienser som f.eks.:
banan og tynd chokoladesauce
banan og vaniljesukker
frosne/friske bær og evt. vaniljesukker
Digestive-kiks, vaniljesukker og lidt citronsaft (det’ niceness, trust me on this one)

Ice, ice, baby…


LIGE NU

Skønlitteratur:
The Sandman: The Dreamhunters af Neil Gaiman, illustreret af Yoshitaka Amano. Jeg faldt tilfældigt over The Dreamhunters, da jeg tussede rundt på biblioteket. Først troede jeg, det var en tegneserie, fordi det har samme format som de fleste tegneserie-hæfter + det indeholder en hel del helsides-illustrationer. Men så kunne jeg alligevel godt ved gennembladring se, at det var en lang novelle/kort roman (what ever suits you). Jeg besluttede mig for at låne den med hjem, selv om jeg indtil videre ikke har været synderligt imponeret over Gaimans evner som tekstforfatter. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde, for det var da godt nok en dybt romantisk, melankolsk, lille myte-agtig fortælling. Jeg vil ikke fortælle så meget om historien andet end, at den foregår i Japan og hovedpersonerne er en ydmyg, godhjertet munk og en vild, hvid ræv med magiske evner. Det er ikke en historie, der får mig til at juble af fryd eller fælde tårer, men den rammer mig alligevel et blødt, varmt sted indeni.

Musik/poesi:
Jeg har for nylig opdaget, hvor sej Patti Smith er… Hun har da godt nok big cojones, store nok til at kunne gi’ de fleste mænd mindreværdskomplekser! Og fuck, hvor har hun dog ordet i sin magt! Jeg har, indrømmet, ikke hørt så meget af det, hun har lavet endnu, men jeg har to YouTube-klip med hende, jeg vil fremhæve. Det første er hendes fremførelse af Rock ‘N’ Roll Nigger, som de fleste nok kender. Jeg kendte det personligt selv kun fordi, Marilyn Manson har lavet en cover-version, der er at finde på hans Smells Like Children-album. Men det nummer er bare meget en tribute til alle freaks, outsidere, enespændere, sorte får…. ja… kort sagt godtfolk  i hele den vide verden. En hyldest til det stærke, selvstændige individ. Og det digt, hun læser op i introen, er så usigeligt poetisk og fuld af ild og lidenskab. Så blidt og hårdt på samme tid, så smukt og grimt, ømt og brutalt. Nummer to link er en sekvens fra dokumentarfilmen om Patti Smith, Dream of Life. I dette klip, som hedder Patti Smiths Indictment of George Bush, anklager hun George Bush for forræderi mod USA, mod folket, ja, mod friheden selv. Hun formår at ramme mig lige i hjertet, selv om jeg anser mig selv for at være tæt på politisk retarderet. Hun er levende, hun brænder, hendes hjerte banker tydeligt og højlydt i hvert eneste ord, hun udtaler (og sikke hun formår at udtale dem, hva’?). Hun er STÆRK (og enormt rørstrømsk).

Tegneserier:
The Evil Dead – forfatter: Mark Verheiden, illustratør: John Bolton, en Dark Horse comics udgivelse. Denne udgave er et album, hvor alle tre Evil Dead-hæfter er blevet samlet. Tegneserien er tænkt som en slags udvidet udgivelse af den oprindelige Evil Dead film fra 1981 lavet af Sam Raimi. Hele historien bliver fortalt udelukkende ud fra Ashs perspektiv, og teksten er spækket med klassiske Ash-agtige one-liners. Dét er underholdende. Og det grafiske arbejde ligner næsten still-shots fra filmen, der er blevet succesfyldt comic-fiseret. Det ser godt ud, gør det. Gore, zombie-mutant-dæmon-skabninger, en levende, voldigt, voldtagende skov, dystre ritualer, kærlighed og drengerøvs-humor. What more to ask for? ;)

I øvrigt:
Godt, nyt årti to y’all. Let’s make the best of it. Jeg vil i hvert fald gøre mit for, at livet er så smukt som overhovedet muligt…. <3 <3 <3

Reklamer

Rød, gul, grøn… gå!

Grøn karry pasta er værd at investere i once in a while (hvis man da ikke er så sej, at man laver det selv…, så langt er jeg ikke kommet endnu). Det kan købes i alle større supermarkeder og anden-etnisk-baggrund-bikse. Man kan også få rød og gul karry pasta, og det er også godt. Man skal bare altid sørge for at læse ingrediens-listen igennem for gustne iddrr-adrrr-ting som rejepasta og ansjoser.

Jeg tror aldrig, jeg har smagt gul karry pasta, så jeg kan desværre ikke informere om, hvad der gør den “gul“, men den røde er stærk i smagen, og den grønne er meget parfumeret i det.

Man kan bruge karry pasta til mange ting. Jeg har før brugt det i blandt andet supper, lasagner, deller og sammenkogte retter.

Dagens opskrift er grøn karry-risret, som er så nem at lave, at det ville være dumt at lade være. Og ja, jeg veeeeeeeed godt, at jeg ikke er så god til at tage spændende fotos af min mad, men jeg prøver – og på et tidspunkt må jeg vel efterhånden fatte det!!

Til maden. Jeg stegte en masse grofthakkede grøntsager (f.eks. kan man bruge: hvidkål, peberfrugt, mini majs, grønne bønner, hvidløg, rosenkål, gulerod, linser, broccoli, spirer, svampe, løg, porrer, majs, sukkerærter – ja… listen er lang og kunne blive meget længere, men jeg vælger at stoppe her, så må du selv fortsætte!), tilsatte kokosmælk og kogte det op, til det blev cremet og lækkert. Så smagte jeg det til med bouillonpulver, grøn karry pasta, salt, peber og svampe-sojasauce (almindelig kan nok også bruges, men svampe-sojasauce giver nu en dejlig kraftig smag – husk at bruge den med varsomhed, den er stærk!). Hvis saucen er for tynd, kan du hælde lidt Maizena blandet med vand i for at tykne. Du kan også vælge at putte fake meat i sammen med grøntsagerne. Jeg havde en rest kogte ris, som jeg bare blandede sammen med retten, mens jeg hældte kokosmælken i, men du kan også koge risene seperat. Alt i alt er det en let, hurtig, sund og velsmagende ret, der smager meget bedre, end den ser ud på fotoet.

dsc02629

Lige nu:

Faglitteratur:
Sukkerbomben” af Bitten Jonsson og Pia Nordström.
Første halvdel af bogen er info omkring, hvorfor man bliver sukker-afhængig, og hvor skadeligt og hæmmende for livskvaliteten, det kan være. Anden halvdel kommer med forslag til, hvordan man former sig et liv uden sukker. Der er også gennem hele bogen en masse case-studies, hvor virkelige personer fortæller deres historier og erfaringer med afhængighed. Jeg synes, at den er dejligt motiverende, hvis man gerne vil af med sin sukker-afhængighed. Men den viser også, hvor omfattende problemet er, og gør opmærksom på, at f.eks. raffineret mel, alkohol og tørret frugt også bør undgåes. Det giver mig lidt en mavepuster at tænke på alt det, der helst skal elimineres fra kosten, og sådan er der sikkert også mange andre, der vil ha’ det. Jeg tænker, at man kan ta’ det i små skridt og finde det sted på “rangordenen”, hvor man kan få det til at fungere. Alle rådene behøver jo ikke at følges slavisk, hvis det ikke behøves – så længe man spiser for at leve, og ikke lever for at spise. Ta’ kontrollen!

Jeg har det svært ved at gi’ denne her bog – og generelt faglitteratur – stjerner, så det vil jeg lade være med at gøre. Men læs den, hvis du er interesseret i sund kost, godt helbred og måske har kampe med en indre sukker-djævel.

Tegnefilm:
A scanner darkly” af Richard Linklater (2006).
Wow! Jeg har lige set den færdig nu, og den kan i hvert fald anbefales. Jeg er dybt fascineret af den måde, den er tegnet på – den først filmet (endda med stjerner som Keanu Reeves, Robery Downey Jr. og Winona Ryder) og bagefter tegne-ficeret. Og det fungerer bare rigtigt godt. Det giver kant til tegnefilmen, gør den mere levende. Og det er godt skuespil! Man følger en undercover narko-betjent, som prøver at infiltere en gruppe misbrugere af et forfærdeligt narkotikum, Substance D – aka Slow Death, som 20% af befolkningen er hooked på. Det er en historie om, hvor altødelæggende afhængighed er. Mere behøver man egentlig ikke at vide. Første gang, jeg så filmen, stoppede jeg ca. halvvejs, fordi jeg ikke rigtigt kunne finde hoved og hale i den og ikke kunne koncentrere mig om den, men her anden gang er jeg virkelig blevet fanget af den. Så gi’ den lige en chance.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥9 ud af 10

Poesi:

Do you carrot all for me?
My heart beets for you
With you radish face
And your turnip nose
You are a peach
If we canteloupe
Lettuce marry
Weed make a swell pear.

Øv, hvor ville jeg ønske, det var mig, der havde skrevet det. Aner ikke, hvem der har. Fandt det tilfældigt i et ukendt forum under en Google-søgning.


Links:

What we are – “dance, monkeys, dance!” Hurtig og simpel gennemgang af, hvad det er, vi mennesker i bund og grund er, og hvad det er, vi har gang i… Det sætter tingene lidt i perspektiv.
They are the only animals who think they’re supposed to be happy, all of the other animals can just be…

I am da Cookie monsta

Jeg ku’ ikke dy mig, hungrende sukker-bæst som jeg er, og lavede (samt fortærede, det giver sig selv…) en hel plade chocolate chip cookies her i forgårs. Og de smagte så godt, at de har fortjent en plads i denne blog. Fandt denne her fantastiske og utroligt simple opskrift, som jeg har fordansket for eventuelle engelsk-hæmmede Lulu-blog-læsere :

SPIS MIG
Glade og fro veganer-chokolade småkager, 20-25 stk.

ca. 5 dl. mel
2 spsk. bagepulver
½ tsk. salt
evt. kanel
ca. 100 g. veganske choko-chips/hakket mørk chokolade
ca. 2,5 dl. sukker
ca. 1,25 dl. olie
1 tsk. vaniliesukker
ca. 0,7 dl. vand

Småkagerne bliver aller-bedst, hvis alle ingredienserne har stuetemperatur, men det er ikke et must.

Forvarm ovnen til 170 grader.

Du skal bruge to skåle. I den ene blander du mel, bagepulver, salt, chokolade og evt. kanel og laver en fordybning i midten. I den anden rører du sukker og olie godt sammen, tilsætter vanilie og derefter vand – og blander det godt. Derefter hælder du det våde indhold i den ene skål ned i fordybningen i mel-blandingen i den anden skål. Og bland det, men ikke for meget. Dejen puttes i flade, runde klatter på en bageplade beklædt med bagepapir. Put bagepladen i ovnen på øverste rille og bag i 5 min., hvorefter pladen vendes en halv omgang (180 grader) og sættes nederst i ovnen i yderligere 4 min. Småkagerne er meget bløde, når de tages ud af ovnen, men de bliver chewy-bløde, når de har kølet af. Hvis man godt kan lide tørre og helt sprøde småkager, skal de nok ha’ et par minutter mere i ovnen.

dsc02589

Lige nu:

Poesi:
Jeg civiliserer mig om morgenen” af Kirsten Hammann.

“Jeg civiliserer mig om morgenen
foran spejlet
jeg tager tøj på
jeg rejser mig
jeg er ikke en abe
jeg går på mine fødder
ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad

Det kan bevises: Jeg er en borger
jeg har mine rettigheder
jeg rejser mig og jeg kan tale
det er fuldt ud lovligt
jeg bruger offentligt tilgængelige gloser
jeg kan læne mig og lytte
ikke over bordet med min motorsav
min rædselsfulde larm
og alt for mange kræfter
men over kaffen
de skrøbelige kopper
jeg kan sætte dem fra mig
uden at klirre
og smadre hysterisk
I kan roligt invitere mig
jeg kan spise alle dagens måltider på en pæn måde
jeg bruger kniv og gaffel
og servietten, ikke dugen eller mit ærme
når jeg skal tørre min mund
mine yndige små læber
de er lukkede når jeg tygger
når jeg flænser og afliver
og hader
mest af alt: Jeg er et menneske
Alle kan se det
jeg kan rejse mig
og sige tak for i aften
og på gensyn
og hvor har det været hyggeligt
det er helt normalt
og selvfølgelig skal jeg sove
ikke på gaden med mine hunde
bagfra og i munden
men i min seng
i mit sæbepulver og tørstige bomuld
på ryggen
og som et barn
det er noget jeg har arvet
ligesom udseendet
vi er nødt til at ligne hinanden.”

Wow, hvor jeg synes, det her digt er fuld af kapow. Digtlæsning er subjektivt, vi har ikke alle samme forståelser og følelser tilknyttet samme ord. Men for mig handler “Jeg civiliserer mig om morgenen” om indestængt frustration og vrede over ikke at kunne reagere og handle udenfor normerne, om at føle sig fanget i en usynlig kasse af “sådan-er-det-bare”-regler, om at være meget mere, end hvad Janteloven dikterer – men først og fremmest skriger digtet til mig om at være et LEVENDE, SELVSTÆNDIGT-TÆNKENDE INDIVID. Det minder mig, nu hvor jeg tænker over det, om mit yndlings Erwin Neutzsky Wulff citat fra hans roman “Døden“:
Hvorfor tror ingen på, at Mennesket kommer tilbage?
Men hvordan skulle de kunne ane det?
– De har ikke et hvidt spøgelse mellem ørerne, der spinder stjernemælk. De har ikke en rød kødklump i ribbensburet til at råbe til dem.
– De har ikke en svulmende polyp mellem benene.
Formalin giver andre drømme end hæmoglobin.
Så hvordan skulle de kunne vide det?
For de døde er de levende gravskændere og intet andet.


Orv, hvor kan leg med ord bare være sindssygt og helt ubeskriveligt umuligt smukt, fyldt til randen med betydning og mening. Jeg finder oftest, at det er lettere at formulere, hvad jeg føler (faktisk både højt og i mine private tanker) i poetiske vendinger.
Poesi er sjælens sprog.

I øvrigt:
PJ Harvey, Herrljunga cider (det smager rigtigt godt, hvis man hælder lidt granatæble-saft i cideren) og alle former for veganske deller og bøffer er noget, jeg ikke vil undvære i denne tid. *smækkys*

Waste is a terrible thing to waste…

Jeg har igen lavet lækker mad uden at tage fotos til min blog. Fy-fy-skamme, jeg ved det godt. Jeg skraldede noget vegansk tærtedej, som jeg brugte til at lave jordskokke-østershatte-seitan-tærte. Og det var ikke svært. Man gør sådan her: Jeg stegte et halvt hakket løg og et par fed hvidløg i olie og tilsatte 4 jordskokker i tern, 3-4 små kartofler i tern, ca. 100 g. seitan i tern og en masse østershatte (det tror jeg da nok, at det var – det er lidt svært, når man skralder grønsager uden varedeklaration… har browset efter købe-svampe, og det er dem, det ligner mest) i tern. Jeg blendede en god håndfuld græskarkerner og lidt mandler med en smule vand, så det blev til en vandet, grødet masse, som jeg tilsatte. Flottede mig og puttede også en spiseske eller to silkentofu i gryden, men det havde jeg slet ikke behøvet. Inden massen blev proppet og lidt presset ned i en tærteform dækket af tærtedejen (sjovt nok at det ikke var omvendt, hva’?), smagte jeg den til med (estragon)eddike, sojasauce, peber og muskatnød. I ovnen med formen i ca. 45 min. ved 170 grader og voilá – vegansk super-luksus tærte, som du med rimelig sikkerhed nok aldrig har smagt den før. Uhm, uhm. Ih, hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke tog et foto af den i de sekunder, den overlevede.

Men. Så er der til gengæld noget andet, jeg har taget fotos af. Mit aller-aller-første skralde-billede, min spæde start som skralde-kunstner. Det er der helt sikkert en fremtid i! ;) Hehe.

#1 – Ælling
(skraldede ugeblade, skraldet stiftlim, “bund” af skotøjsæske-pap og skralde-ramme). Inspirationen er skamløst stjålet fra et foto, jeg fandt på
Vegetarkontakt.

min-lille-c3a6lling

Lige nu:

Litteratur:
Moustachen” af Emmanuel Carrère.
Det er en syret historie om en mand, der barberer sit overskæg af, og derefter ændres hele hans verden. Altså. Lige pludselig påstår alle omkring ham, at han aldrig har haft skæg, og det er svært at finde ud af, om han er ude for et komplot, eller om han er sindssyg, eller hvad der sker. Bogen er værd at læse, fordi det er en spændende historie, og man sidder med en paranoid følelse i kroppen gennem hele læsningen af bogen. Jeg har dog ikke kunnet finde et eneste citat, som jeg fandt værdigt at gengive, så det er pga. indholdet, bogen skal læses, – ikke pga. forfatterens evne til at skabe poesi med ordene.

♥♥♥♥♥♥♥ – 7 ud af 10

Musik/poesi:
Glimtvis” af Hans Sydow m.fl.
Album, som kombinerer moderne musik med gamle optagelser, hvor Tom Kristensen læser sine egne digte op. Jeg er rigtig glad for det her album. Jeg har fået at vide af pålidelige kilder, at Tom Kristensens største talent ikke er digtning (jeg har endnu ikke læst nogen af hans digt-samlinger), men musikken og lyrikken kombineret i “Glimtvis” fungerer rigtigt godt, synes jeg. Her er lidt uddrag fra et par af sangene/digtene (igen; det er federe med musikken til):

“Bøgealléen:
Da siger du roligt, vi ikke
skal fritte om mening bag liv.
Men hvad skal vi da? Eksistensen
har hakket os til med sin kniv!
Da siger du, at vort behov er:
et nu kun, et eneste eet,
lidt jord kun, lidt ro i vor tanke
lidt evighed, kløverduft, lidt.

Det er dog kun glimtvis, der aabnes
for denne momentvise ro
Et øjeblik hvor vi kan føle,
at det er os trøst nok: at gro,
at aabne for øre og øje
og vide og høre og se.
Det sker dog, vi ved, at vi vandrer
igennem en bøgeallé.”

♥♥♥♥♥♥♥♥ – 8 ud af 10

I øvrigt:
Naturli’ har lavet deres soyacacao økologisk! Jeg købte min første liter i Århus. Synes dog umiddelbart bedre om den “gamle” smag, men det er nok bare mig, der er pjattet, sippet eller lidt for meget kakao-freak.

Den sødste rose af dem alle….

Jeg skrev en del digte og andet lyrisk, da jeg var yngre, og jeg kan mærke, at trangen til at udtrykke mig poetisk stadig sidder dybt i mig. Det er bare som om, jeg alt for hurtigt er blevet tørret ud. Som om, jeg har krænget hele min sjæl ud for længst, og nu er der ikke mere tilbage at sige… Hmm… Skrev det her om det i toget:
“Ordene legede skjul i hendes indre. De gemte sig i klamme kælderrum uden lys eller luft samt i alt for tomme, ekko-plagede lokaler fyldt med store bunker af støv og tårer. De tittede frem bag enorme flyttekasser proppede med slidte barndomsminder og erindringer, hun helst ville være foruden, og var hurtige til at stikke af, fulde af latter, når det ind i mellem endelig lykkedes hende at få færten af dem.”

Og skrev et par uger senere det her – sjovt nok også i toget.
Jeg savner og længes.

“Savnet smager sært sødt
– som sort, størknet sæd,
syrlige sukkerstænger,
salte, skraptslebne søm.
Sexede slanger,
som sarte søger stakket sikkerhed sydpå.
Sindssyge!

Savnet svier stærkt skinnende
– som sol(o)opgangen,

skæve, susende super-sanser,
surdejs-skålslikning.
Spredes som steppebrand…
Søg smerten; skat sårbarheden, skat!
Sjælens stopur stopper sørgeligt sjældent.

Sjælefrænder.
Soulmates.
Sindsfæller.
Siamesisk støtte.
Skæbne-sammensmeltede.
Sådan SKAL skabet stå.
Surmulende, skulende, spøgende, søgende Super-Skat,
som skaber sindets smukkeste solsikker.”

Suuuuuk…
Men apropos solsikker: der er stadig blomster i vores gårdhave!!! Jeg fatter ikke, hvordan vores dejlige, hyggelige, lune vicevært formår at holde liv i dem, men det gør han. Og de er så rare at se på. Lige til at blive i godt humør af. Og så dufter de…. Især denne her rose dufter helt specielt fantastisk:

LIGE NU:

Litteratur:
Johnny Mnemonic og andre historier” – William Gibson.
Spændende, dystert univers præget af håbløshed og spildte drømme. Skæbner, der er anti-helte. Tabere. De her noveller har givet mig lyst til at gå i krig med “Neuromancer”, som jo skulle være den ultimative Gibson-præstation. Men hvad ved jeg… Jeg læser jo bare, hvad der lige falder i min turban.
“Jeg brød mig ikke om at skulle høre på ham, når han fortalte mig, hvor meget han elskede hende, og det gjorde det bare værre, at jeg vidste, han troede på det selv. Han var gammel mester i at tage et hårdt fald og komme sig hurtigt over det, og jeg havde set det ske ti gange før. Han kunne lige så godt have trykt NÆSTE med grønne, selvlysende bogstaver på sine solbriller, sådan som han var parat til at gribe ud efter det første interessante ansigt, der kom glidende forbi bordene nede på Gentleman Loser.
Jeg ved, hvad han gjorde ved dem. Han forvandlede dem til emblemer, segl på kortet over hans svindlerliv, navigationslys som han kunne følge over et hav af barer og neonlys.”

Film:
Funny Games” – Michael Haneke.
Psykologisk thriller i topklasse. Eller thriller ved jeg egentlig ikke, om jeg vil kalde den – det er ikke sådan, så man sidder og holder sig for øjnene. Man sidder mere og krummer tæer og tænker: “Dét der skete bare ikke lige…!” Ubehagelig, klam, psykopatisk. Helt klart en film, jeg gerne vil se igen engang. Var så begejstret, at jeg også så Haneke’s ældre “Benny’s video”, men den var tam, kedelig og intetsigende. Så se “Funny Games” to gange i stedet. ;)