Malmø, mit andet hjem.


Hvad?

Jeg har været meget i Malmø de sidste par måneder. Rigtigt meget. Faktisk har jeg i gennemsnit ca. været i Malmø hver anden-tredje weekend et par måneder i træk nu! Man kan jo også lave andre ting end at spise der. F.eks. minigolf’ing (Folkets park ligger centralt og har også et mini-tivoli), bowling, kunstudstilling (Konsthallen har nogen gange interessante – og gratis, mener jeg – udstillinger), café-besøg med der tilhørende brætspils-sjov, gåture i parkerne og selvfølgelig os’ning (der er også genbrugsbutikker i Malmø… samt selvfølgelig helsekost-butikker).

Hvordan?
Der er flere muligheder fra København:
1. Graahundbus.
En normal tur-retur billet koster 120 dkr./150 sek., en enkelt vej koster 70 dkr./80 sek. Det kan gøres for 75 kr. for en tur-retur billet, men så skal der også købes et 20 turs kort i svenske kroner. Bussen kører 10 gange på hverdage og 6 gange i weekenden.
2. DSB.
Jeg mener, en tur-retur billet koster 136 kr. og 256 kr. for 2 personers tur/retur billet. Togene kører hvert 20. minut begge veje. Også i weekenden.
Du kan også købe et rabat-kort i “Skånetrafiken”-billetkontoret på Malmø banegård, så får du 20% rabat på togturen (jeg tror, en enkelt billet fra Malmø til København koster ca. 80 svenske kroner med sådan et kort).
3. Jägersro express.
En sidste mulighed er at tage gratis bussen til Jägersro indkøbscenter og så tage en bybus til centrum derfra (1’eren og 31’eren kører til centrum) – og enten vende tilbage til Jägersro 3 timer senere og tage gratis tilbage til Danmark, eller blive i Malmø i længere tid og selv finde tilbage til Danmark igen med bus eller tog (husk at sige det til chaufføren, hvis du ikke planlægger at vende tilbage). De kører een gang om dagen, også i weekenden. Der står på hjemmesiden, at man rådes til at reservere plads, men jeg har været afsted med bussen fire gange nu, og jeg har aldrig nået at reservere plads. Der har stadigvæk været en ledig plads til mig hver gang.

P.s: I Malmø centralstations (banegårds) information kan du få et gratis kort over byen.

Hvor?
Astrid och Aporna (Gustavs Möllersgata 2)
er den absolut bedste helsekost-butik i Malmø (samt i hele Danmark vil jeg vove at påstå). Det er desværre ikke udelukkende vegansk, men der er et enormt udvalg af imiterede kødprodukter, hvis man er til den slags. Pålæg, pølser, ost, smøreost, bøffer, nuggets – og syrede ting som veganske hummere, kæmperejer, kyllingelår med “ben” og spareribs. Der er også Alpro Soya-kakao, som er min all times-yndlings. Og frisk øko-frugt og øko-grønt. Og masser af gryn, nudler, brød, kager, bønner, tekstureret sojaprotein, condiments, slik og chokolade. Og vegansk dyremad. Og kropspleje-produkter. Man kan også købe moon cups – hvis du er mensturerende kvinde, vil jeg anbefale dig at begynde at bruge sådan en i stedet for tamponer og bind, det er både bedre for miljøet og din krop. Der er også en lille vej-selv-bod med bl.a. tørrede frugter, nødder, tekstureret sojaprotein og gryn, og der er jeg faldet pladask for de tørrede jordbær. Det er sundt slik, der vil noget!

Astrid och Aporna – KÖK (Bergsgatan 20)
er Astrid och Apornas rimeligt nyåbnede, veganske café. De har desværre ikke et særligt stort menukort, men det er der, og det er det vigtigste. Man kan købe sandwiches af mørkt eller lyst brød med “kød”-pålæg, brunch-tallerken (som er lidt for helseagtig og ikke over-mættende, men igen: den er der, og det smager ikke dårligt) og mange forskellige og lækre, men smådyre, veganske kager.

Glassfabriken
(Kristianstadsgatan 16)
er min yndlings, yndlings, yndlings café (hvis vi ser bort fra de fantastiske steder, der var i England). De sælger fifty-fifty vegetarisk og vegansk mad. Man kan købe toasts, sandwiches og salat (især deres tofu-toast er et hit). Og milkshakes (jeg prøvede nougat, og den var desværre lidt tynd i det) og chai. Alle deres kager er veganske, og de er alle supergode. Nogle gange laver de også romkugler. Mmmh! Grunden til, at det er min yndlingscafé i Skandinavien so far er stemningen og prisen. Der er bare en rigtig afslappet, alle-er-velkomne atmosfære. Og de har brætspil (Bezzerwizzer på svensk er sjovt).

Pizzaria Algarve (Sandbackegatan 10 c)
er det første pizzaria, jeg har været inde på, som laver veganske pizzaer. Og nej, jeg mener ikke grøntsagspizzaer uden ost, jeg mener veganske PIZZAER, pizzaer med skinke, chorizo, kebab, fars, pølser, kylling og smeltet ost. De har ti forskellige slags, mener jeg. Og det er lækkert. Rigtigt lækkert. Dog synes jeg, at nogen af pizzaerne har for meget “kød” på, men det er jo en smagssag. De sælger også vegansk tzatziki, og man kan få syltede chilifrugter til. Mmmh! Når du køber mad på Pizzaria Algarve, må du gratis forsyne dig med syrlig kålsalat, der står fremme på disken. Pizzaeriaet ligger desværre et godt stykke væk fra centrum, så med mindre du er frisk på at gå 2-3 km. hver vej, råder jeg dig til at tage en bus dertil (det er bybus 7, du skal med).

Vegegården (Rörsjögatan 23)
Jeg har tidligere i min blog skrevet meget begejstret om Vegegården. Det er en næsten 100% vegansk, kinesisk restaurant (undtagen et par dressinger) med en stor buffet. Efter et par besøg er jeg dog blevet lidt træt af frituremaden, men det smager nu udmærket i ny og næ. Det er lækkert at komme et sted hen, hvor man kan spise stort set alt. Og det er billigt.

Gatukök (overfor Folkets park)
Her kan man købe en vegansk hotdog og en vegansk burger. Desværre frituresteger de deres veganske produkter sammen med alt andet, og det er jeg for sart til at spise, selv om jeg ikke kan se noget galt i at spise det ud fra et etisk synspunkt.

Jalla Jalla (Bergsgatan 16)
Grillbar med stort vegansk udvalg. To forskellige burgere, fish ‘n’ chips, “kyllinge-kebab”, falafler og hotdogs. Desværre frituresteger de deres veganske produkter sammen med alt andet, og det er jeg for sart til at spise, selv om jeg ikke kan se noget galt i at spise det ud fra et etisk synspunkt.

Café Bakom Muggen (Kungsgatan 18B)
Jeg havde høje forventninger til Café Bakom Muggen, men jeg blev desværre skuffet. Der er ikke særligt mange ting for veganere der. Alligevel fortjener stedet en plads i min veganer-guide over Malmø, for det var ikke helt elendigt. I deres brunch til 90 kr. (weekend-pris) kunne man som veganer få: rugbrød, halvgroft lyst brød, rugbrød med hasselnødder og tørrede abrikoser, bulgursalat m. bønner, sesampasta m. persille, citron og hvidløg, frugtstykker (æble, pære og banan), müsli, drueagurker, tomat- og agurkeskiver, humus m. soltørrede tomater, sojakugler (en slags “kød”-boller), hindbærmarmelade m. chokolade, tomatmarmelade m. ingefær, chili og citron (som var overraskende god), appelsin- og æblejuice, kaffe og fire slags te (rød, hvid, grøn og sort). Udvalget er som sagt ikke så stort, men det er delikat. Udover brunchen kan man kun finde en salat, en sandwich og kanelsnegle, som er veganske der.

Redfellas Juicebar (Store Nygatan 44 + Östra Förstadsgatan 56)
Juice- og smoothiebar, hvor man også kan få Edgy Veggie-toast (avocado, soltørret tomat, spinat og frisk tomat) og Vegetarisk Edamame salat (m. bl.a. edamamebønner, quinoa og cashewnødder). De fleste af deres smoothies indeholder honning, men det vil jeg gå ud fra, at man bare kan vælge fra. Man kan også vælge at få sojamælk i sin smoothie.


Hvorfor?

Fordi det er sjovt at rejse og opleve. Og smage. Og fordi det ikke behøver at være særligt dyrt eller besværligt. Den svenske krone er lav i kurs i denne tid, så det er det rene tag-selv-bord… og Malmø er et vegansk slaraffenland. Go-go-go!

PICT0069

Lige nu:

PC-spil:
Prisoner of Ice – Infogrames (1995). Atter et point-and-click adventurespil. Stærkt Lovecraft inspireret, men desværre med en alt for rodet historie og for det meste alt for lette puzzles. Fyldt af stereotyper – f.eks. politimanden fra Buenos Aires som hele tiden siger “Caramba” og de klassiske nazi-tyskere. Slutningen synes jeg heller ikke giver nogen mening. Og det er ærgeligt, for jeg er ellers stor fan af Lovecraft universet. Men spil spillet alligevel og få nogen billige grin (kommer selvfølgelig an på, hvor meget du har givet for det, hahahah) over spillets banaliteter og uforståelige plot.
P.s: Det er hurtigt gennemført.

Skønlitteratur:
Frankenstein – Mary Shelley (1818). Ja, alle kender vel historien om den unge videnskabsmand Victor Frankenstein, der skaber et monster af ligdele. Eller tror, at de kender den. For romanen er noget anderledes end de Frankenstein-film, jeg har set. Først og fremmest synes jeg, at Victor er en meget usympatisk og uempatisk person. Han skaber det stakkels monster uden tanker om, hvilke konsekvenser det vil få, og lader det i stikken, lader det famle sig frem i livet og gang på gang blive mødt af had, frygt og misforståelser, indtil dets sind bliver fyldt af had og vrede (“Jeg er ond, fordi jeg er ulykkelig“). Og det værste er, at man tydeligt kan mærke, at Shelley føler med Victor og ikke med monstret. Suk. Det er Victor  Frankstein, der er det virkelige monster, ja, det er!
Det var en bog, der var langsom om at komme i gang, og der er ikke særligt meget handling i den. Den er nok lidt for beskrivende og svælgende i detaljer, end jeg bryder mig om. Men det er en klassiker, og den skal læses, hvis man er en nørd med respekt for sig selv (kend dine skrækhistorier).

Citat:
All that is neccesary for the triumph of evil is that good men do nothing.
Edmund Burke

Jeg mener… Det er vigtigt at gøre noget, hvis der er noget, der er forkert, og det er muligt at reagere på det. Flere har påpeget – jamen, gode mennesker gør noget, onde mennesker gør intet, men jeg mener ikke, at det er så sort-hvidt. Jeg synes, citatet taler til mennesker, der gerne vil være gode. Taler til dem om at handle i stedet for bare at acceptere. Prøver at åbne øjne. Nogen gange kan det være svært at indse, at man KAN gøre noget, at det overhovedet er en mulighed. Det er først, når man har indset noget, at man er i stand til at handle, og det er først der, man bliver ond, hvis man vælger at lade være.

Mega Meget Madlavning

Dyrenes Alliance holdt årsmøde for noget tid tiden (læs: aaaaalt for lang tid siden – jeg er en dårlig blogger, ja, jeg er – jeg er ikke gode venner med Tiden), og jeg meldte mig til at stå for at lave 2 gange aftensmad, en gang middagsmad, en gang dessert og en masse kage til hele flokken på 20-25 mennesker. Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har udsat mig selv for, men det var også virkeligt fedt. Jeg var i gang hele fredag fra kl. 8 om morgenen til 12 midnat, hvor jeg hoppede direkte i seng – og lørdag fra kl. 6, da jeg vågnede og frem til kl. 14:30. Non-stop. Jeg havde nemlig besluttet mig for en uges faste lige præcis i den tid, så jeg havde ikke behov for madpauser – desuden kunne jeg jo ikke smage noget af maden til, fordi jeg fastede, så jeg måtte stole blindt på mine kokke-skills. Det var en vild oplevelse. Jeg har selvfølgelig taget fotos af alt det, jeg lavede, så jeg kan blære mig lidt med det her på bloggen. Det er vel det, den er her for. ;)

Først opskrifter, så fotos.

BANANKAGE (for at have dej til en hel bradepande skal opskriften fordobles)

280 g. mel
1,5 tsk. natron
2,5 tsk. bagepulver
3/4 tsk. salt
150 g. sukker (evt. 75 g. sukker og 75 g. brun farin – det gjorde jeg)
1,2 dl. olie
3,15 dl. vand
2 tsk. vaniljeessens
4 modne bananer
2,5 spsk. eddike (eller citronsaft)

De tørre ingredienser sigtes sammen. For at få en ekstra god og luftig kage, sigtes det tre gange. Bland de våde ingredienser (minus eddiken/citronsaften) i en anden skål. Bland det hele sammen – blidt og ikke for længe. Når ovnen er klar, røres eddiken/citronsaften forsigtigt i dejen. Hæld blandingen i en 20-22 cm. form, som er olieret og melet. Bages i en 160 grader varm ovn i 40 min. – hvis den ikke er færdig, skrues der ned på 150 grader og bages videre i 10 min.

LINSE-DELLER

250 g. røde eller gule linser
8 dl. vand
2 finthakkede løg
1-2 dl. sojamælk (jeg brugte bare vand, og det fungerede fint)
ca. 2 dl. havregryn
ca. 3 dl. mel
1 spsk. sojasovs
2 tsk. salt
peber og/eller andre krydderier, såsom oregano, stødt kommen, chili, paprika, gurkemeje, karry osv.
olie til stegning

Linserne koges i vandet i ca. 30 minutter, indtil de er kogt helt ud til en jævn masse. Hæld eventuelt overskydende vand fra bagefter, så der kun er kogte linser tilbage (brug evt. en si). Løg og krydderier tilsættes, og det køler lidt af. Nu er ideen så at lave det ligesom frikadeller. Der tilsættes sojamælk (eller vand), havregryn og mel efter behov, så massen bliver lidt mere tør (men ikke for meget – steg test-deller og prøv dig frem, til den rigtige konsistens opnåes). Formes til deller og steges i olie på en mellemvarm pande.

Fotos + forklaringer:

Jeg fik et stort læs skralde-mad torsdag aften, så der skulle ikke købes så meget ind igen. Jeg poster lige fotos af skralde-fundene for endnu engang at bevise, at det stadig er muligt at være en happy dumpster diver her i Danmark…

Se selv:

Skrald1Skrald2BrødTil aftensmad den første aften lavede jeg tærter. En med med peberfrugt, en med kikærter og kartoffelmos, en med ruccola og tomat, en med svampe og to små med fennikel.

TærterOg der fulgte to salater med også. En alm. grøn salat m. chili-dressing og en peberfrugt-fennikelsalsa, som ikke ser ud af meget, men som uden diskussion var det mest besværlige af alt, hvad jeg overhovedet fik lavet af mad, fordi det skulle hakkes så fint, og der var så meget af det!!!

SalaterTil aftensmad nr. 2 lavede jeg en wok-ret med ristede sesamfrø til at drysse på. Linsedellerne på fotoet var til middagsmaden – det er dem, jeg har skrevet opskriften på oven over.

Wok og dellerJeg lavede også to bradepandekageforme med banankage, som åbenbart var et kæmpehit, for opskriften blev efterspurgt af mange (hvis nogen sku’ være i tvivl er det den, jeg har postet længere oppe). På fotoet kan man udover kagen også se en masse peberfrugt-ost plus en form fyldt med linsespread, som begge var til middagsmaden. I venstre hjørne kan der skimtes en skål med vaniljecreme, som var til desserten.

Banankage, vaniljecreme, linsespread og peberfrugtostTil dessert lavede jeg frugtsalat med vaniljecreme (på forrige foto) og råcreme.

Frugtsalat og råcreme

Lige nu:

Skønlitteratur:

Danske forfattere beretter” fra Lademann forlaget.

Novelle-samling-serie, som jeg tilfældigvis faldt over, engang jeg rodede igennem bogudvalget i en genbrugsbutik. Jeg har formået at samle syv i serien indtil videre – 4 i genbrugsbutikker og 3 fra gratis-steder -, så de burde være til at finde hist og her. De er lysegrønne med mørkegrønne silhuetter af strå…. deeeejlige farver, det var til dels derfor, jeg købte den første. Blandt titlerne finder man pussenøjerlige eksempler som “Den musikalske gris” (“– og andre fortællinger om mennesker og dyr“), “Elsket med sine store mangler” (“– og andre fortællinger om kærlighed og kvindesind“) og “At krepeere kammerherren” (“– og andre fortællinger fra landet og provinsen“). Novellerne i hver samling er sat i kronologisk rækkefølge – dvs. den ældste først og den nyeste sidst. Alle novellerne er skrevet af de største danske forfattere gennem tiderne; jeg kan i flæng nævne Steen Steensen Blicher, Holger Drachmann, Henrik Pontoppidan, Martin A. Hansen og Tove Ditlevsen. Bagerst i bøgerne finder man en lille kort gennemgang af forfatterens liv og karriere-forløb. Jeg synes, at “Danske forfattere beretter” er en skøn serie, hvis man gerne vil ha’ lidt mere indsigt i, hvad dansk litteratur gennem tiden har at tilbyde (og hvem vil ikke gerne det?? Jeg spørger bare!!). Novellerne er nogle gange fantastiske, og andre gange ret kedelige eller intetsigende, men det er jo en smagssag og noget, man må tage med (“Life is like a box of chocolate”). “Livsglæde” er den bedste af samlingerne, jeg har læst indtil videre.

Film:

Låt den rätte komma in” (“Lad den rette komme ind“) af Thomas Alfredson. Svensk drama-horror – hvilket er en mærkelig blanding af genrer. Den bliver aldrig rigtig uhyggelig, hvilket er ærgeligt, for den har potentiale. Men det kommer selvfølgelig også an på, hvilken type film man er til. Jeg er ikke drama-queen. Den slags har jeg som regel ikke tålmodighed og koncentration til at se. Men ja, den var der, og det var forfriskende at se en atypisk horrorfilm. Romanen skulle dog ha’ en del mere kød på – so to speak – så den har jeg lige reserveret via biblioteket.

♦♦♦♦♦♦♦ – 7 ud af 10

Citat:

Før var jeg arrogant og fortabt. Nu er jeg ydmyg og fundet.” – Thomas Dylan, da han blev spurgt om hans ungdom.

I øvrigt:

Jeg barberede mig skaldet for lidt tid siden! Jeg havde længe gået og leget med tanken om det, fordi det føltes grænseoverskridende og var noget, jeg gerne ville prøve bare een gang i mit liv – for at mærke, hvordan det er. Så nu har jeg prøvet det. Det var rart og forfriskende. Men nu skal håret så bare gro ud igen. Suk… *kigger på uret og beregner, hvor lang tid det vil ta’, før jeg igen kan få en form for frisure…* Gro så!!!